LINK
No copyrights
Prædiken holdt i Glasgow, Anderston Free Church den 29. september 1889.
Når du læser denne prædiken, er det interessant at notere sig, at Andrew Bonar nu var 79 år gammel, og at de fleste venner og hans kone (25 år før) var døde. Han alene syntes at blive tilbage år efter år...)
Abraham plantede en tamarisk i Be'ersheba, og der påkaldte han Herren den evige Guds navn
På dette sted der halvvejs var ørken, men nær en samling brønde fulde af klart, rent vand, plantede Abraham en gruppe træer,en lund. Nu ser du ham, og du ser en lille skare af pilgrimme, som vi kan kalde dem, der sammen med ham bor på dette sted - gå ind i lunden og påkalde Herrens navn. Du ser dem, dag efter dag, gå ind i lunden og der nyde hvilen og køligheden og kalde på den evige Guds navn. Brødre, det er Abraham der gør dette, med sine trofaste venner.
Og der er et alter i den lund, et alter som altid fortæller om offer og om blod, der flyder, fordi de ved, de er en gruppe syndere, og de ved, at de behøver offerblodet lige så meget som Abel gjorde, da han lagde et lam på sit alter.
Se, den lille gruppe gå rundt om alteret i meditation, lovsang, bøn og tilbedelse. Men vi mangler at læse indskriften på alteret, at læse ordene skrevet på det: Herren, den evige Gud, 'Jehova Elohim', Evighedens Gud, den evige Gud. Men, kære søkende, lige som Jakob senere rejste et alter og kaldte det 'El-Bethel', Bethels Gud, i erindring om hvad der havde været for lang tid siden der, sådan var det også passende for Abraham, som vandrede fra sted til sted, og ikke havde nogen fast by her, at have et alter og skrive det navn 'Den evige Gud', som om han sagde,: 'Jeg savner hvert eneste øjeblik venner, men jeg har en ven, som kalder mig "min ven Abraham", en ven som aldrig vil svigte eller dø, den evige Gud.
Kære brødre, jeg inviterer jer til at kaste fire rolige blik på dette alter. Se Abraham støtte sig til det og der tænke på sine pilgrimsdage. Han har så ofte flyttet op og ned, hevet teltpløkkerne op og løsnet bardunerne, ofte snart efter de var blevet sat i. Se Abraham gøre dette og ofte føle det underligt at han er en vandringsmand, med håbet om det forjættede land udsat, og som møder meget, der trætter og besværer sjælen ; men han går ind i lunden, den skyggefulde lund, og i lundens skygge finder han en stille tid til at mødes med Herren, den evige Gud. I Hebræerne kap 11 ser at det bliver sagt at han, og de der var hans bekendte, 'at de var fremmede og udlændinge på jorden'. Han så hinsides/bagved det forbipasserende sceneri; og den storslåede inskription på alteret 'Herren, den evige Gud' fortalte ham, hvor hans hjerte og hvor hans skat lå.
Lad mig spørge, er livet for dig et kort ophold, en pilgrimsfærd?
Du har ikke slået dig ned i verden; du passerer bare gennem den. Hvis du føler noget lignende som Abraham, er den eneste blivende ting, du kan peger på, Herren, din ven, den evige Gud. Kan du pege på Ham og regne med Ham? Du ser Ham ikke, men du kender ham.
Men, kast et andet blik på alteret. Her støtter Abraham sig til det og tænker på sine med-pilgrimme. Også de tilhører den evige Guds familie. Men fra tid til anden forsvinder nogle af dem, og han ved, at han kan blive forladt meget snart. Hans barndoms venner, mange af dem er borte. Han lagde sin far Tera i graven i Haran. Han kom til dette land, og der har han på afstand set Sodomas røg stige til vejrs, røgen fra den fordømte by på sletten. Åh! Men han har set noget der hjemsøger ham til stadighed; han har set sin nevø Lots skam - Lot, som en visnet gren- og alt dette går ham til hjertet. Og han er blevet tvunget til at tage afsked med Hagar og Ismael; og hvad der kommer mere af forandringer, skal han ikke kunne sige. Men alt dette sender ham tilbage til sit alter, og det er med usigelig vederkvægelse, at han igen og igen læser, Herren, den evige Gud','hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge.' Mens han stille hvilede her, hvor ofte havde hans ven Herren så ikke været nær ham.
Søger du på samme måde til Gud Herren, i Jesus,i bedrøvede stunder, den evige Gud? Er det sådan, at du vederkvæger dig med Jesus Kristus, den samme i går, i dag, og til evig tid. Han den samme, Hans ord det samme. Du består, ved du, der er sagt om Jesus Kristus. Du læser det i begyndelsen af Hebræerbrevet: Jorden og himlen forgår, men du består, den evige Gud og Frelser. Når du læser i Ordet sørger helligÅnden for at du bliver beriget i din Ånd af Jesus Ord, Han gør dem levende, styrkende for både din ånd, sjæl/indre og dit legeme.
Jeg sad en dag i mit studerekammer, da en gæst bad om at komme at få foretræde. Hun kom ind og satte sig ned. Jeg så, en mørk sky af bedrøvelse og sorg på grund af et dødsfald hænge over hende. Jeg var interesseret. Vi havde bare talt omkring to minutter, da hendes ansigtsudtryk ændredes; det begyndte at blive lyst, og så rejste gæsten sig op og sagde: 'Nu kan jeg gå, min byrde er borte. Mens hun sagde det, pegede hun på væggen. På væggen hang der nemlig, 'men du består.' Gæsten sagde til mig: Jeg fik øje på disse ord for et halvt minut siden; og det er nok, det er nok.' De havde hældt glædesolie på en såret ånd. Er de nogen her, der er bedrøvede og sørger? Læs disse ord:' Du består'.
Se på Abrahams alter og læs inskriptionen, 'Herren, den evige Gud'.
Men kast et tredie blik på alteret. Her støtter Abraham sig til det og ser frem imod evighedens stad; for vi bliver udtrykkeligt fortalt i Hebræerne kap 11. At gennem hele sit pilgrimsliv ventede han på byen med de faste grundvolde, og sådanne grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I den by, fik han fortalt af sin ven Herren, den evige Gud, at han ville mødes med dem, han havde savnet for en tid. Han var fortsat dag efter dag, præcis som vi gør, mens vi i virkeligheden siger 'for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme.' Men når han var angrebet af fjender; forstyrret af omstændigheder; hårdt prøvet af afgudsdyrkelsen omkring sig, vendte han sig igen til sit alter og så Herren, den evige Gud, forblive den samme.
Søskende, vi har mere trøst end ham, for vi har fået flere nyheder overbragt til os fra den evige Gud end Abraham, men selv dengang fik Abraham nok til at give sin sjæl vederkvægelse og hvile; og han ville ofte fryde sig, som den passage i hebræerne antyder, ved udsigten til at mødes i 'byen med de faste grundvolde' med alle som havde været hans ledsagere og venner her. Den by - han ville ikke kende den fuldstændig: han kendte den ikke så godt, som Johannes på Patmos kendte den. Jeg vil vove at sige, at han ofte tænkte, når han sad under de skyggefulde træer i lunden:
Hvordan vil det være der?
Åh! Søskende, det behøver vi ikke at sige mere: Vi kender den by. Og tænker du aldrig på, hvordan det vil være at gå i den by, i dens gyldne gader i lyset af- jeg var lige ved at sige solen, men der er ikke brug for en sol der. 'Lammet er dens lys'- over den by - i de klare stråler som strømmer fra Lammet, går vi der og siger, mens vi spadserer til hinanden: ' Strålerne er for klare; lad os gå ind i skyggen af dette livets træ et øjeblik, og lad os tale sammen der' Skal vi ikke tale om fortiden? og skal vi ikke da forstå Guds handlinger og synge nye sange fra dag til dag, som vi får ny indsigt i Guds veje? Disse er vore udsigter, og, kære brødre, det er vist, når vi har sådanne udsigter, burde vi hver dag være i godt humør, og fortsætte med at fryde os i denne tanke, at der er en by, der består, en der kommer.
Men engang til, kast et fjerde blik på alteret. Ville trofaste Abraham (igen ved sit alter! trofaste Abraham!) manden som øjeblikkelig troede lige meget, hvad Gud sagde, manden som reagerede på hvert eneste hentydning Gud havde givet ham som en lydighedens sti, manden som sprang af glæde, da han bare fik et glimt af Jesus Kristi dag, ikke juble i ham : 'han jublede over at se min dag, og han fik den at se og glædede sig.'- sprang af glæde, som ordet betyder. Dette er manden, vi nu ser igen støtte sig til sit alter. Og hvad nu? Han råber sin glæde ud og vidner mod alle afguder. 'Den evige Gud, Herren' var der skrevet på det alter, og ingen kan komme nær uden at læse, hvem det er, der fylder og tilfredsstiller Abraham. Abrahams Gud er en evig Gud. Selv afgudsdyrkerne havde aldrig forestillet sig, at de havde mere end en begrænset eksistens - et usselt tilbedelsesobjekt for en udødelig sjæl! Den udødelige sjæl må have en evig Gud, hvis den skal fyldes og tilfredsstilles. Johannes siger i sit brev:
Kære børn, vogt jer for afguderne!
'Du og jeg kan have afguder, så sandelig ikke som kanaanæernes: men hvis de er afguder, er de dårlige, og lige som deres afguder, forsvinder de op i røg. Men den evige Gud, Herren alene, tilfredsstiller og fylder vore hjerter. Åh! brødre, fortæl dine medmennesker om det velsignede i at eje sådan en arv som denne. Fortæl dem, at vi har en evig Gud; og fortæl dem, at han bringer velsignelser som disse: evig forløsning, evigtvarende retfærdighed, frelse for evigt , evigt liv, evigtvarende miskundhed, eller (bogstavelig talt) en hel evigheds miskundhed - det er vores arv. Fortæl mennesker om dette. Vores evige liv; vore sange og evige glæde. Fortæl dem om disse ting, og den evige herlighed, der er på vej og næsten allerede er kommet. Alt dette er vores arv, arven til dem, der kender det alter, det offer og den evige Gud: Vores Gud gennem det offer.
Ufrelste mennesker!
Det vil ikke være gode nyheder for jer at høre at Gud er den evige Gud, for du har at gøre med ham, og hvis det frelsende blod, på hvilket alteret og dets offer er et billede, ikke er stænket på dig, hvilke udsigter har du så i den kommende evighed. Ved du, at det er beskrevet på én måde, 'evig straf'? Dommen er afsagt - fordømmelsen - evig. Hebræerne 6:2 kalder det en 'evig dom', som aldrig kan ændres. Mennesker siger og djævle siger måske, og lærer mennesker at sige - Nej; ikke evig. Men Gud siger 'evig dom', 'evigtvarende ild', evig som vor evige Gud. Mere end én gang brugte Kristus det ord 'evig straf'; 'evigtvarende'- frygtelige ord, brødre 'evig undergang fjernt fra Herrens ansigt.' Ruinen, oh synder, ufrelste synder, alle dine teorier ødelagt, alle dine planer, alle dine håb, oh, og alle de glæder, du har, sådan som de er, bliver fejet bort. 'Evig afsky', også, siger profeten Daniel; du skal ikke ynkes, men foragtes hele evigheden på grund af din letsindighed. Richard Baxter siger en slående ting om dette. Han siger: 'en usling dømt til at dø i morgen kan ikke glemme det. Og dog kan stakkels syndere, der er ikke er sikre på om de vil leve i morgen, og som er sikre på, i hvert fald meget hurtigt at stå foran Dommerens majestæt, glemme alt dette'. Åh! Ubekymrede sjæles dumhed! Åh denne vidunderlige letsindighed og uopmærksomhed hos ugudelige mennesker, at de kan glemme. Jeg siger igen, at de de er i stand til at glemme 'evig glæde', evig smerte', 'den evige Gud' og 'stedet for deres evige bolig'. Åh, synder! der er kun et tyndt kropshylster, mellem dig og den forbavsende tilstand, bag afgrunden, den evige afgrund som aldrig kan krydses. Hør hans røst i dag; og gør ikke jeres hjerter hårde.
oversat efter "The Altar of Abraham
I den engelske udgave står "grove", som betyder lund. Be'ersheba kan betyde edsbrønd eller syvbrønd.
