”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov.“ (Rom 2,14).
I de fleste samfund gælder der flere love på samme tid.
Det kan være generelle love, som gælder for alle, samtidigt med at der er lokale love, som fx gælder i en kommune, men ikke i andre. Når en person på Det Nye Testamentes tid brugte det almindelige ord for lov (nomos på græsk, lex på latin og Torah på hebraisk), kunne vedkommende henvise til mange forskellige love. Ofte ville sammenhængen i samtalen være den eneste indikation af, hvilken bestemt lov der var tale om.
Vi vil derfor, være nødt til at se på sammenhængen for bedst at kunne forstå, hvilken lov der omtales. Det vil vi gøre ved at undersøge forskellige love, som gjaldt i samfundet på Jesu og den første kirkes tid.
MOSE LOV den ceremonielle del
Vi vil betragte disse forskellige love, men kun for at hjælpe os til at få et grundlag for studiet af den lov, som er centrum, nemlig Guds morallov, de ti bud. · Luk 2,1-5 · Hebr 10,28 · 5 Mos 17,2-6 · 3 Mos 1,1-9 · Luk 14,1-6 · Jak 2,8-12 Læs Luk 2,1-5
Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå disse to trofaste disciple samarbejdede med de politiske omgivelser, de levede i?
Lige fra begyndelsen af den romerske republik havde man set betydningen af nedskrevne love for et samfunds styre.
Systemet med forfatningsmæssige love, som blev grundlagt af romerne, er stadig væk grundvolden for retssystemet i mange af nutidens demokratiske samfund. Rom tillod i stort omfang deres vasalstater at bevare deres egne skikke, men man forlangte, at alle indbyggere skulle adlyde imperiets og senatets love. Dette indbefattede også Josef og Maria. Romersk lov beskæftigede sig med samfundets orden.
Derfor behandlede de ikke kun områder, der havde med styreform at gøre, men også social adfærd. I tillæg til at aftale fremgangsmåden for at vælge folk til offentlige embeder, tog romersk lov sig også af ting som ægteskabsbrud og forholdet mellem herre og slave.
Mange af de sociale regler ligner dem, vi finder i samfundet i Det Gamle Testamente og andre kulturer.
Alle forsøg på at forstå den kultur, som Det Nye Testamentes bøger blev skrevet i, er nødt til at tage hensyn til det faktum, at det romerske imperium udgjorde den politiske baggrund for Jesu og den første kristne kirkes verden.
Meget i Det Nye Testamente, fra Jesu død til Paulus’ fængsling, giver bedre mening for os, når vi forstår så meget som muligt af omgivelserne på deres tid. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at være ekspert i Romerrigets historie for at forstå det, som er nødvendigt for at blive frelst. Men historisk kundskab kan være til stor hjælp for os for at forstå de bibelske tekster. På trods af Guds fantastiske medvirken i Marias svangerskab og hans tydelige ledelse var disse to mennesker stadig væk lydige imod landets love, som krævede, at de skulle forlade deres hjem, selv om Maria var højgravid.
Ville det ikke under disse specielle omstændigheder have været bedre at blive hjemme?
Hvad kan deres handling sige os om, hvordan vi bør forholde os til civil lovgivning?
Rabbinsk lov
Selv om jøderne på Jesu tid var underlagt romersk herredømme, havde de ret til at bestemme i de sager, som specielt havde med deres skikke og religion at gøre (se ApG 18,15). Den lovgivende forsamling, som var ansvarlig for at administrere jødisk lov, var Rådet (Joh 11,47; ApG 5,27). Rådet bestod af 71 mænd, som var udvalgt blandt præsterne, de ældste og rabbinerne, og ypperstepræsten var deres leder. Det fungerede som en slags højesteret, som tog sig af jødiske skikke, traditioner og love. Jødisk samfundsret var baseret på de civile regler, som vi finder i de fem Mosebøger. Disse love omtales som Moseloven, fordi Moses var forfatter af de fem første bøger i Bibelen. Da Gud oprindeligt gav disse love til Moses, forestillede han sig en nation, hvor Gud var den øverste, og hvor folket ville gennemføre hans love. Men på Jesu tid var jøderne altså underlagt romersk lov, men havde tilladelse til at bruge Moseloven til at afgøre interne religiøse skikke. Her var Rådets arbejde specielt betydningsfuldt.
I Det Nye Testamente finder vi flere eksempler på civile sager, hvor Moseloven anvendes eller hentydes til. Jødiske mænd skulle stadig væk betale en halv sekel i tempelskat (Matt 17,24-27; 2 Mos 30,13); skilsmisser blev stadig væk styret af Moselovens retningslinjer (Matt 19,7; 5 Mos 24,1-4); folket fulgte fremdeles loven om, at en enke skulle gifte sig med sin svoger (Matt 22,24; 5 Mos 25,5); drenge blev endnu omskåret på den ottende dag (Joh 7,23; 3 Mos 12,3); og ægteskabsbrydere skulle straffes med stening (Joh 8,5; 5 Mos 22,23-24).
Hvilket vigtigt princip finder vi her?
Hvad fortæller dette os om Bibelens opfattelse af ret og retfærdighed?
Nogle af disse love synes mærkelige for os. (Se fx 5 Mos 21.) Når vi tænker over, hvem der gav disse love, hvad bør dette fortælle os om, at vi må lære at stole på Gud i alt, især i de ting, vi ikke helt forstår? Luk 14,1-6 Joh, kap 9
I tillæg til Moseloven var jøderne på Jesu tid også kendt med rabbinernes lov.
Rabbinerne var farisæernes akademiske gren, og de havde påtaget sig det ansvar at sørge for, at Moseloven vedblev med at være relevant for folket. Rabbinerne talte 613 love i de fem Mosebøger, inkl. 39, som havde med sabbatten at gøre; og de brugte disse love som grundlag for deres lovgivning. De supplerede disse skrevne love med mundtlige love, som bestod af ledende rabbineres fortolkninger. Mundtlige love omtales som halakah, som betyder ’at gå.’ Rabbinerne følte, at hvis folket efterlevede deres mange halakoth (flertal af halakah), ville de gå på de 613 hovedloves vej. Selv om disse rabbinske halakoth oprindeligt var mundtlige love, blev de samlet og nedskrevet i bogform.
Nogle af fortolkningerne fra Jesu tid har overlevet i de kommentarer, der kendes som Midrash, mens andre er nedskrevet i en lovsamling kaldt Mishnah. Mange religiøse jøder ned i gennem tiderne og også i dag forsøger nøje at efterleve disse love.
Jesus blev anklaget for at bryde sabbatsbudet ved at helbrede på sabbatten; men hvor i Det Gamle Testamente kan du finde en tekst, som siger, at det er en synd at helbrede på sabbatsdagen?
Hvordan hjælper svaret os til at forstå nogle af de problemer, som Jesus mødte?
Og hvilke lærdomme kan vi trække frem fra disse hændelser, som kan sikre, at vi ikke gentager lignende fejl i vores forsøg på trofast at ”gå på Herrens vej“?
Selv om det er let fra vores perspektiv i dag at håne mange af disse mundtlige love, især dem, som blev brugt imod Jesus, ligger fejlen mere i ledernes holdning end i lovene selv. Selv om halakoth blev efterlevet meget legalistisk, var hensigten med dem faktisk meget åndelig og skulle tilføre et åndeligt element til de mest dagligdags gerninger og give dem en religiøs betydning.
Hvordan kan vi lære at give selv de mest dagligdags opgaver en religiøs betydning?
MORALLOVEN
Til trods for den store indflydelse, som romersk lov, Moseloven og de rabbinske love havde på de jøders liv, som levede i Israel i det første århundrede, fulgte mange den jødiske religion uden for Palæstina. Ja, til og med uden for Romerrigets grænser. Ikke alle disse love spillede derfor nogen væsentlig rolle i deres liv. Men enhver, som bekendte sig til at tro på Israels Gud, skulle overholde de ti bud. ”De ti bud giver Israel en moralsk ramme for at overholde dem. Det billede, som Bibelen benytter for at udtrykke dette, er pagt. Selv om dette billede er hentet fra international lov, er det forkert at opfatte budene kun som et sammendrag af Israels forpligtelser over for Gud ... Israels lydighed mod budene var ikke så meget et spørgsmål om underkastelse under den guddommelige vilje, som det var et svar på kærlighed.
De ti bud overgik ethvert lovsystem kendt af jøderne på Jesu tid. Selv farisæerne, som i detaljer havde lært de 613 Moselove udenad, anerkendte de ti buds betydning. Den del af Mishnah, som kaldes Tamid (5,1) indeholder en rabbinsk befaling om at sige de ti bud udenad hver dag. Man mente, at alle andre love var indeholdt i de ti bud. Den jødiske filosof Filo, som var samtidig med Jesus, skrev faktisk en hel bog om de ti buds centrale stilling blandt al bibelsk lovgivning.
Hvad fortæller disse vers om, hvilken central rolle de ti bud havde i de menneskers liv, som fulgte Jesus?
Ligesom deres jødiske brødre anerkendte Det Nye Testamentes forfattere de ti buds hensigt med Guds folk. Selv om nogle af dette kvartals bibelstudier vil diskutere den måde, hvorpå Jesus forholdt sig til andre lovsystemer på hans tid, vil hovedvægten ligge på hans forhold til de ti bud, som ofte betegnes som ”moralloven“.
”Hvis Adam ikke havde overtrådt Guds lov, ville ceremoniloven aldrig være blevet oprettet.
Evangeliets gode nyhed blev først givet til Adam i udtalelsen om, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved; og det blev videregivet fra generation til generation via Noa, Abraham og Moses. Kundskaben om Guds lov og frelsesplanen blev givet til Adam og Eva af Kristus selv. De bevarede med stor omhu den vigtige lektie og fortalte den videre til deres børn og børnebørn. På denne måde blev kendskabet til Guds lov bevaret.
Længe før Moses nedskrev de love, som skulle styre Israel, havde egypterne og babylonierne samfundsmæssige lovsystemer, som i mange tilfælde lignede Guds love. Selv ateistiske samfund har love, som beskytter folk og ejendom.
Men love er ofte baseret på moralske opfattelser; dvs. love bør opmuntre folk til at afstå fra visse former for ondskab og udøve visse former for godhed.
Men hvorfra får de forskellige samfund deres opfattelse af godt og ondt?
Hvilken indflydelse har hele ideen om godt og ondt på spørgsmålet om Guds eksistens? Eller sagt anderledes: hvis Gud ikke findes, hvor kommer så ideen om godt og ondt fra?
Hvor er det eneste sted, den kan komme fra, hvis der ikke er nogen gud?
Vi bruger ofte ideen om lov på forskellige måder.
Vi taler om tyngdeloven, om international lov, landets lov og skattelov. Hvad har alle disse love til fælles? Og hvordan er de forskellige? Hvad er de eventuelle følger af at overtræde disse love? Kan man overtræde tyngdeloven? Hvordan hjælper lovgivningens principper dig til at forstå hensigten med de ti bud i forhold til de troendes liv?
Hvordan kan vi, som kirke være på vagt for ikke at begå de samme fejl som lederne på Jesu tid ved at lægge byrder til loven, som aldrig var tænkt.
Hvilke træk ved beretningen om tilblivelsen af de ti bud viser forskellen mellem de ti bud og alle de øvrige bud?
Her finder du en kort ordforklaring over en række udtryk, der har betydning for kvartalets emne. Mishna, skriftlig samling af den mundtlige overlevering, afsluttet omkring år 200 e.Kr., hovedbestanddelen af talmud. Talmud (det, som læres), den rabbinske autoritative lovgivning i jødedommen, afsluttet i løbet af det fjerde århundrede. Indeholder mishna og udvidede kommentarer til mishnaen kaldt gemara. Jødiske lærde i både Palæstina og Mesopotamien (Babylon) samlede talmud, den babyloniske er den længste. Midrash, et navn for en bestemt type fortolkninger af bibelske tekster, udbredt på Jesu og den første menigheds tid.
Halaka, kommer af det hebraiske og aramæiske ord for ”gå“ og beskriver leveregler – at leve er at gå, at være på vandring. Haggada, betyder fortælling og anvendes om de historier eller illustrationer, som rabbinere brugte sammen med en halaka for at illustrere, hvorfor man skulle følge den pågældende regel. Jesu lignelser ville fx have været opfattet som sådanne illustrationer. For at undgå en forkert anvendelse af de bibelske tekster om loven er det klogt at indse vores uvidenhed. Når det gælder de specifikke love samlet i Moseloven, er der ganske enkelt mange love, hvor vi ikke kan vide os sikre på den præcise historiske baggrund. Vores historiske kilder til sådanne love og til det samfund, hvori de gjaldt, er yderst begrænsede. Forskere sammenligner ofte med Hamurabis lovsamling. Hamurabi var en babylonisk hersker, som omkring år 1700 f.Kr. samlede en række tidligere love i et kompleks, som vi kender godt. Disse love giver os et sammenligningsgrundlag med Moseloven; men det er værd at huske, at Mesopotamien og Kana’an/Israel var to forskelligt opbyggede samfund, og at der er adskillige århundreder imellem Hamurabi og Moseloven. Fra de kanaanæiske områder har vi ikke nogen historisk kilde til sådanne love i århundreder før eller efter Moses. Forsigtighed i anvendelsen er derfor et tegn på visdom, og lovens evigtgyldige moralske principper er forståelige for alle, også selv om der er specifikke love fra datiden, som vi ikke helt forstår.
Loven fgrelser ikke, den er en go retningslinje for vore liv.
ENGLISH (GOOGLE)
No copyrights
"For when the Gentiles, who have not the law, by nature do what the law says, they are, without having a law, their own law" (Romans 2:14).
In most societies, several laws apply at the same time.
It may be general laws that apply to everyone, while there are local laws that apply, for example, in one municipality, but not in others. When a person in New Testament times used the common word for law (nomos in Greek, lex in Latin and Torah in Hebrew), they could refer to many different laws. Often, the context of the conversation would be the only indication of what particular law was involved.
Therefore, we need to look at the context to best understand which law is being referred to. We will do this by examining various laws that applied to the community in the time of Jesus and the First Church.
MOSE LAW the ceremonial part
We will consider these different laws, but only to help us gain a basis for the study of the law that is the center, namely the moral law of God, the Ten Commandments. · Luke 2.1-5 · Heb 10.28 · Deuteronomy 17.2-6 · Leviticus 1.1-9 · Luke 14.1-6 · Jas 2.8-12 Read Luke 2.1-5
What can we learn from the way these two faithful disciples interacted with the political environment in which they lived?
From the beginning of the Roman Republic, the importance of written laws had been seen for the rule of a society.
The system of constitutional laws, founded by the Romans, is still the foundation of the judicial system in many of today's democratic societies. Rome largely allowed their vassal states to preserve their own customs, but all inhabitants were required to obey the laws of the empire and the Senate. This also included Joseph and Mary. Roman law dealt with the order of society.
Therefore, they not only dealt with areas of governance but also social behavior. In addition to agreeing on the procedure for electing people for public office, Roman law also took care of things such as adultery and the relationship between lord and slave.
Many of the social rules are similar to those we find in the Old Testament society and other cultures.
All attempts to understand the culture in which the books of the New Testament were written have to take into account the fact that the Roman Empire constituted the political backdrop for the world of Jesus and the First Christian Church.
Much in the New Testament, from Jesus' death to Paul's imprisonment, makes better sense to us when we understand as much as possible of the surroundings of their time. Of course, it is not necessary to be an expert in the history of the Roman Empire to understand what is needed to be saved. But historical knowledge can be of great help to us in understanding the biblical texts. Despite God's amazing involvement in Mary's pregnancy and his clear leadership, these two people were still obedient to the laws of the land that required them to leave their homes, even though Mary was pregnant.
Wouldn't it have been better to stay home under these special circumstances?
What can their action tell us about how we should deal with civil law?
Rabbinical Law
Although the Jews in Jesus' time were subject to Roman rule, they had the right to decide in matters peculiar to their customs and religion (see Acts 18:15). The legislative assembly responsible for administering Jewish law was the Council (John 11:47; Acts 5:27). The council consisted of 71 men selected from the priests, the elders and the rabbis, and the high priest was their leader. It acted as a kind of Supreme Court, which took care of Jewish customs, traditions and laws. Jewish social law was based on the civil rules that we find in the five books of Moses. These laws are referred to as the Law of Moses because Moses was the author of the first five books of the Bible. When God originally gave these laws to Moses, he imagined a nation where God was the supreme and where the people would implement His laws. However, in Jesus' time, the Jews were subject to Roman law, but were allowed to use the Mosaic Law to determine internal religious customs. Here, the work of the Council was particularly significant.
In the New Testament we find several examples of civil cases in which the Mosaic Law is applied or alluded to. Jewish men still had to pay half a shekel in temple taxes (Matt. 17:24-27; Exodus 30:13); divorces were still ruled away by the Mosaic Law (Matt. 19.7; Deut. 24: 1-4); the people still followed the law that a widow should marry her brother-in-law (Matthew 22:24; Deuteronomy 25: 5); boys were still circumcised on the eighth day (Jn 7:23; Deuteronomy 12: 3); and adulterers were to be punished with stoning (Jn 8.5; Deut 22: 23-24).
What important principle do we find here?
What does this tell us about the Bible's conception of justice and righteousness?
Some of these laws seem strange to us. (See eg Deuteronomy 21.) When we think about who gave these laws, what should this tell oso that we must learn to trust God in everything, especially in things we do not fully understand? Luke 14: 1-6 John, chapter 9
In addition to the Law of Moses, the Jews of Jesus' time were also familiar with the law of the rabbis.
The rabbis were the academic branch of the Pharisees, and they had assumed the responsibility of ensuring that the Mosaic Law remained relevant to the people. The rabbis spoke 613 laws in the five books of Moses, incl. 39, which dealt with the Sabbath; and they used these laws as the basis for their legislation. They supplemented these written laws with oral laws, which consisted of leading rabbi interpretations. Oral laws are referred to as halakah which means 'to go.' The rabbis felt that if the people lived their many halakoth (majority of halakah), they would follow the path of the 613 principal laws. Although these rabbinic halakoth were originally oral laws, they were compiled and written down in book form.
Some of the interpretations of Jesus' time have survived in the comments known as Midrash, while others are written down in a collection of laws called the Mishnah. Many religious Jews down through the ages and even today try to strictly comply with these laws.
Jesus was accused of breaking the Sabbath commandment by healing on the Sabbath; but where in the Old Testament can you find a text that says it is a sin to heal on the Sabbath day?
How does the answer help us understand some of the problems Jesus faced?
And what lessons can we draw from these events that can ensure that we do not repeat similar mistakes in our attempt to faithfully "walk in the Lord's way"?
Although it is easy from our perspective today to mock many of these oral laws, especially those used against Jesus, the error lies more in the attitude of the leaders than in the laws themselves. Although halakoth was very legally complied with, their intent was actually very spiritual and should add a spiritual element to the most mundane acts and give them a religious significance.
How can we learn to give even the most mundane tasks a religious significance?
MORAL LAW
Despite the great influence that Roman law, the Mosaic Law and the rabbinic laws had on the lives of the Jews who lived in Israel in the first century, many followed the Jewish religion outside Palestine. Yes, even outside the borders of the Roman Empire. Not all of these laws therefore played a significant role in their lives. But anyone who professed to believe in the God of Israel should obey the Ten Commandments. “The Ten Commandments provide Israel with a moral framework to observe them. The image the Bible uses to express this is covenant. Although this picture is taken from international law, it is wrong to interpret the commandments only as a summary of Israel's obligations to God ... Israel's obedience to the commandments was not so much a matter of submission to the divine will as it was a answer to love.
The Ten Commandments surpassed any system of law known to the Jews in Jesus' time. Even the Pharisees, who had learned in detail the 613 Mosaic Laws, recognized the significance of the Ten Commandments. The part of the Mishnah called Tamid (5.1) contains a rabbinic command to utter the Ten Commandments daily. All other laws were believed to be contained in the Ten Commandments. In fact, the Jewish philosopher Philo, who was with Jesus, wrote an entire book on the central position of the Ten Commandments among all biblical legislation.
What do these verses tell us about the central role of the Ten Commandments in the lives of the people who followed Jesus?
Like their Jewish brethren, the New Testament writers recognized the purpose of the Ten Commandments for God's people. Although some of this quarter's Bible studies will discuss the way Jesus dealt with other systems of law in his day, the emphasis will be on his relationship with the Ten Commandments, often referred to as the "Moral Law."
"If Adam had not violated God's law, the law of ceremonies would never have been established.
The good news of the gospel was first given to Adam in the statement that the woman's semen should crush the serpent's head; and it was passed down from generation to generation through Noah, Abraham and Moses. The knowledge of God's law and the plan of salvation was given to Adam and Eve by Christ Himself. They carefully preserved the important lesson and passed it on to their children and grandchildren. In this way the knowledge of the law of God was preserved.
Long before Moses wrote down the laws governing Israel, the Egyptians and Babylonians had societal legal systems that in many cases resembled God's laws. Even atheist societies have laws that protect people and property.
But laws are often based on moral beliefs; i.e. laws should encourage people to refrain from certain kinds of evil and to practice certain kinds of goodness.
But from where do the different societies get their perception of good and evil?
What influence does the whole idea of good and evil have on the question of God's existence? Or, to put it another way: if God does not exist, then where does the idea of good and evil come from?
Where is the only place it can come from, if thereis no god?
We often use the idea of law in different ways.
We are talking about the law of gravity, about international law, the law of the country and tax law. What do all these laws have in common? And how are they different? What are the possible consequences of violating these laws? Can one violate the law of gravity? How do the principles of legislation help you to understand the purpose of the Ten Commandments in relation to the lives of believers?
How can we, as a church, be vigilant not to make the same mistakes as the leaders of Jesus' time by putting burdens on the law that was never intended.
Which features of the account of the ten commandments show the difference between the ten commandments and all the other commandments?
Here you will find a brief explanation of a number of terms that are relevant to the topic of the quarter. Mishna, written collection of the oral tradition, completed around the year 200 AD, the main constituent of the Talmud. The Talmud (what is being taught), the rabbinic authoritative law of Judaism, completed during the fourth century. Contains mishna and extended commentary on the mishna called gemara. Jewish scholars in both Palestine and Mesopotamia (Babylon) gathered talmud, the Babylonian being the longest. Midrash, a name for a particular type of interpretation of biblical texts, widespread in the time of Jesus and the First Church.
Halaka, comes from the Hebrew and Aramaic word for "walk" and describes living rules - to live is to walk, to be on a hike. Haggada, means narrative and is applied to the stories or illustrations used by rabbis with a halaka to illustrate why one should follow that rule. For example, Jesus' parables would have been seen as such illustrations. To avoid misapplication of the biblical texts about the law, it is wise to realize our ignorance. When it comes to the specific laws gathered in the Mosaic Law, there are simply many laws where we cannot be sure of the precise historical background. Our historical sources of such laws and of the society in which they applied are extremely limited. Researchers often compare to Hamurabi's law collection. Hamurabi was a Babylonian ruler who, around 1700 BC gathered a number of previous laws into a complex that we know well. These laws give us a basis for comparison with the Mosaic Law; but it is worth remembering that Mesopotamia and Canaan / Israel were two different societies, and that there are several centuries between Hamurabi and the Mosaic Law. From the Canaanite territories we have no historical source of such laws for centuries before or after Moses. Caution in application is therefore a sign of wisdom, and the eternal moral principles of the law are understandable to all, even though there are specific laws of the time that we do not quite understand.
The law does not change, it is a good guideline for our lives.
