Adam = Menneske, når Gud stiller dig det her spørgsmål spøger Gud dig. Hvor er du henne?
Alle har vi syndet og mangler herligheden fra Gud. Og bliver af nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Rom. 3:23-24. Iflg. Grundteksten Har vi alle mistet Guds herligheds liv. Det er sådan Gud ser på os som mennesker, derfor når du hører guds kald til dig. Adam, menneske hvor er du henne, så tag det alvorligt og svar Gud.
Der ligger en have nede mellem Asiens bjerge. Hvor det var, ved ingen mere med bestemthed, det betyder også mindre, Vi ved jo at der intet Paradis er mere på jorden, fordi, synden kom ind i den var Paradiset borte. Men engang var den et Paradis.
For Gud var der, og alt, hvad der levede og åndede i haven var unikt godt, som alt hvad Gud havde skabt, også mennesket. Hvor måtte det have været dejligt at se, det første menneske par, som det var udgået af den største Mesters hånd, Guds egen skaberhånd. Jeg har så ofte stået og betragtet statuer af Adam og Eva. Det er jo en opgave, som kunstnere ofte fristes til at løfte på, og forløfte sig på at danne et billede af det fuldkomne menneske, det ideale menneskelegeme. Og lykkes det end Gudbenådede kunstnere at gengive dets skønne form, så mangler dog det væsentlige, livet, selv over det mest blændende kunstværk ligger dog marmorets døds kulde. Men engang stod de der, de to, den første mand og den første kvinde, de vidunderligste kunstværker, nogen hånd har dannet. Fordi, de lignede den hellige, herlige Mester selv. Han havde jo dannet dem i sit eget guddommelige billede. Gud lignede ikke noget dyr, Gud lignede Adam, mennesket. Det skabte Han i sit billede efter sin viljes tegning.
Ja, det er dejligt, at se det menneske par, vor første far og mor, og dejligt at se deres liv i den vidunderlige park, herligere end nogen anden i hele verden. Fordi, Gud Herren havde selv plantet den ude mod øst. l. Mos. 2:8. Det er en dejlig dag midt i orientens sommer. Adam og Eva sidder ved en af de fire floders frodige bredder omgivet af sydens dejlighed, fra træernes kroner lyder et brusende kvidder af fuglestemmer, og en berusende duft af blomster fylder luften. Adam sidder og stirrer drømmende op igennem træernes kroner, medens han kærtegnende stryger manken på en mægtig løve. Eva ligger og leger med en kongetiger, der har lagt sit hoved i hendes skød. Alle skovens, ørkenens og markens dyr er jo deres husdyr. Men det vidunderligste af alt det, der gør haven til et Eden, et Paradis, er ikke alle Asiens blomster, ikke fuglenes sang, ikke naturens skønhed, ikke dyr eller planter, men Gud selv.
Gud vandrer i haven sammen med sine ny skabte børn. Hans liv er deres liv, Hans fred og glæde er deres lykke, Hans fylde er deres rigdom, Hans stemme er deres musik, noget helt andet end Adams/menneskets skabte musik, og Hans hellige nærværelse deres salighed. For de er som Han uden nogen synd.
Jeg har så tit drømt mig ind i dette paradis liv, mest når jeg sad i en dejlig have under palmernes skygge dernede i syden midt i fuglekvidder og blomsterduft, mens Gud ligesom sad hos mig og kærtegnede min sjæl/indre. Og dog, hvad er en herlig stund imod det første menneskes liv med Gud i uforstyrret og uafbrudt samfund uden nogen synders skygge og uden noget af syndens minde. Kun hellighed og herlighed, kun fred og glæde, kun lys og mættelse og fylde, ja alle Guds livsaligheder. Og sådan var jo Adams Paradis. Og så en dag skærer Gud, Herrens hellige stemme igennem haven, vældig og forfærdelig, så alle havens dyr skælver, i hvert fald sådan, at et hjerte skælver i angst. Adam, hvor er du? Ja, hvor er du? En sådan røst havde aldrig lydt i Paradiset før. Sådan havde Gud Herren aldrig talt. Sådan havde menneskets skaber aldrig før behøvet at spørge. Aldrig havde Gud behøvet at søge efter sine børn, Han vidste altid, hvor de var. For de var altid der, hvor Han var. Nu lød Gud, Herrens stemme streng og forfærdelig at høre: Adam, hvor er du? Adam havde nemlig skjult sig, skjult sig for Gud. Hvor modsat hans stilling før og nu. Før var Gud, Herrens røst hans dejligste musik. Nu lød den som en dommedagsbasun. Før var Guds nærhed hans Himmelrige. Nu flygtede han for Gud. Før var han altid i den Højestes skjul. Nu skjulte han sig for den Højeste. Hvilken forskel! Hvad var der dog sket? Ja, vi ved det godt. Vi kender så godt den første forfærdelige syndefalds historie. Adam havde syndet, og syndefaldet var som et jordskælv, der rystede hele hans stilling og bragte hans dejlige bolig i Gud til at synke i grus. Før stod der så herligt om Guds skabning: Og de var begge nøgne, både Adam og hans kone, men de bluedes ikke. 1. Mos. 2:25. Nej, for sjælen var ubesmittet og øjet rent. Nu står der så vemodigt, som en forfærdelig frugt af synden: Da åbnedes begges øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig. 1. Mos. 3:7.
Det var den besmittede sjæl, der gjorde forgæves forsøg på at dække, hvad de urene øjne kunne se og skammede sig ved at se. Og dertil kom frygten , frygten for Gud, den, de aldrig før havde kendt. Som de stod der med den onde samvittighed og famlende forsøgte at dække deres nøgenheds skam, hørte de Gud, Herrens røst: Adam, hvor er du? Og Adam og hans kone skjulte sig for Gud inde mellem havens træer. Men, Gud, Herren kaldte igen: Adam, hvor er du?
Han svarede: Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig. v. 10. Hvilket glimrende sjælemaleri i nogle ganske få pennestrøg. Adam var nøgen, det havde synden åbenbaret ham. Derfor frygtede han, og derfor skjulte han sig, da han hørte Guds stemme. Hvilket billede af synderen, der ikke tør skjule sig i Gud, men skjuler sig for Gud. Sådan går det altid. Adams historie gentager sig i tusinde led. Når synderen hører Guds stemme, så skælver han, Alt, hvad han før trøstede sig ved, og som gjorde ham så tryg, slår ikke mere til. Han frygter, og frygten bringer ham til at skjule sig for Gud. Vrimler de ikke omkring os alle disse mennesker, der skjuler sig for Gud bag ved træerne i haven. Og der er træer nok. Her er en, der har skjult sig bag ved en præst, eller måske er det en provst eller biskop. Når han hører Guds røst, når sandheden fra Gud når ham, så svarer han eller tænker han i det mindste, den præst siger da ikke sådan. Eller: af den præst er jeg da anerkendt som troende. Eller: den provst eller biskop taler da mere trøstende og beroligende. Så løser han sognebånd, og så er han godt gemt, mener han. Det er et rigtigt stort og bredt træ at stå bag ved. Der kan mange skjule sig. Også mange store og mægtige. Hvor mange mennesker, fornemme eller ringe, skal ikke gå evig fortabt, fordi en eller anden gejstlig stod og skjulte dem for Gud, når Hans røst lød til dem.
Her er en anden. Han skjuler sig bag ved en lærer. Sådan, lærte jeg ikke, da jeg gik i skole, tænker han. Der var aldrig tale om, at alle skulle omvende sig og blive hellige for at komme i Himmelen. Og en skjuler sig bag ved det træ, der hedder, den moderne teologi, og psykologiens verden ligeså. Det er jo ikke Guds sandhed alt, hvad der står i Bibelen. Andre skjuler sig bag ved samfundsforholdene. De kan ikke gøre ved, at de nu engang er blevet, som de er. Eller bag ved alle de andre uomvendte mennesker: Vi er da ikke værre end andre. Eller bag ved deres pæne liv og gode gerninger, deres bønner eller fromme tanker. Skulle vi ikke komme i Himmelen, hvem skulle så? Vor Herre kan da ikke forlange mere af os.
Og så er der tusinde andre ting, som det uomvendte menneske stiller sig bag ved for at blive fri for at komme frem for Gud, når Han kalder. Alle disse tusinde undskyldninger. Men gennem haven lyder Herrens røst, helt om bag alle træer, hvor store og brede de end er, ubønhørlig, ubestikkelig, vældig lyder den: Adam, hvor er du? Og synderen skælver midt i lastens hule. Hans øjne faldt uvilkårligt på et blad, som en stak ham i hånden oppe på gaden. Den unge pige på dansegulvet føler sig pludselig utilpas og var ramt af Herrens stemme. Hvor er du? Hvad har du tabt her? Uanset hvor eller hvordan du forsøger at overdøve Herrens stemme, så nytter det dig intet. Du vil møde din Gud og skaber, da vil Gud spørge. Hvor var du Adam? Vi har ingen undskyldning længere for ikke at ville høre Herrens tale. De kunne brænde de hellige i gammel tid, de kunne kaste Guds vidner i fængsel, fordi de sagde sandheden, de kunne udstede love og forbud de kunne lægge alle mulige forhindringer i vejen for sandheden, øve vold og undertrykkelse og uret. Men alt forgæves. Og således endnu. Guds røst kan ikke forstumme, og kunne man end bringe alle Guds vidner til tavshed, så ville stenene tale.
Synder, du kan godt hører Herren din Guds stemme. Gud spørger dig gang på gang. Hvor er du. Hvorfor vil du ikke komme og få Min tilgivelse og et evigt liv? Intet af dine træer kan skjule dig for Gud. Gud ser dig uanset hvor mange figenblade af løgne du har syet sammen, så lyder Guds kald kom Adam jeg vil tale med dig. Synder, du kan godt høre Guds stemme, ikke sandt? Hvorfor blev du vred på præsten i aftes, da han sagde, at du skulle omvende dig? Du ved jo godt, at han ville være en lejesvend, et falsk vidne, hvis han sagde noget andet. Du ved godt, at det er Guds egen røst: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Matt. 18:3. Og intet træ kan skjule dig for den røst. Den når dig, du må høre den. Og du hører den også, i hvert fald i stille timer, du hører godt, at Gud kalder på dig: Adam, hvor er du? Og du ved også godt, hvad Han vil dig. Og dog, hvis du virkelig vidste, hvad Gud vil dig, hvorfor Han kalder på dig, så kom du straks, som du er: elendig syndefuld og nøgen og sagde: Her er jeg, Herre. Ja, så kom de alle disse mange bævende sjæle, der har skjult sig bag træerne i haven, mange så langt borte, helt ude i det yderste hjørne, på den fjerneste ø. Så kom de, når de hørte Guds kaldende røst, kom og gjorde denne dejlige erfaring: Der er kun et sted, hvor man kan skjule sig for Gud. Det er i Guds favn.
Så lad os da kende, jage efter at kende Herren. Som morgenrøden er Hans opgang vis/klog. Da kommer Han til som regn, som vår regn, der væder jorden. Hoseas.6:3.
ENGLISH
No copyrights
Adam = Man, when God asks you this question, God haunts you. Where are you?
All of us have sinned and lack the glory of God. And become of grace at the redemption in Christ Jesus. Rome. 3: 23-24. Acc. The Basic Text Have we all lost the glory of God? That is how God views us as human beings, therefore when you hear God's call to you. Adam, man where are you, take it seriously and answer God.
There is a garden down between the mountains of Asia. Where it was, nobody knows for certain, it also means less. We know that there is no Paradise on earth, because sin entered it, Paradise was gone. But once it was a Paradise.
For God was there, and everything that lived and breathed in the garden was uniquely good, as everything God had created, including man. Where it must have been great to see, the first human pair, as it had been expunged by the hand of the Great Master, God's own creator's hand. I have so often seen statues of Adam and Eve. It is, after all, a task that artists are often tempted to lift, and promise to form a picture of the perfect human being, the ideal human body. And if God-blessed artists succeed in reproducing its beautiful form, yet the essential, life, even over the most dazzling work of art, however, lies the cold of the marble death. But once there they stood, the two, the first man and the first woman, the most wonderful works of art, any hand formed. Because, they looked like the holy, glorious Master himself. He had formed them in his own divine image. God did not look like any animal, God looked like Adam, man. He created it in His image according to His will.
Yes, it is wonderful to see the human couple, our first father and mother, and wonderful to see their lives in the wonderful park, more beautiful than anyone else in the world. Because, God the Lord Himself had planted it out to the east. l. Mos. 2: 8 thereof. It's a great day in the middle of the summer. Adam and Eve sit at one of the lush banks of the four rivers surrounded by the South's apartment, from the crowns of the trees a roaring chirp of bird voices and an intoxicating scent of flowers fill the air. Adam sits staring dreamily through the crowns of the trees while caressingly stroking the mane of a mighty lion. Eva lies and plays with a king tiger who has put her head in her lap. After all, all the animals of the forest, desert and field are their livestock. But the most wonderful of all that makes the garden an Eden, a Paradise, is not all the flowers of Asia, not the song of the birds, not the beauty of nature, not animals or plants, but God Himself.
God walks in the garden with His newly created children. His life is their life, His peace and joy are their happiness, His fullness is their wealth, His voice is their music, something completely different from the music of Adam / man, and His holy presence their bliss. For they are like Him without any sin.
I have often dreamed myself into this paradise life, mostly when I sat in a lovely garden under the shade of the palms down in the south in the midst of birdsongs and floral scent, while God just sat with me caressing my soul / inner. And yet, what a glorious moment against the first man's life with God in undisturbed and uninterrupted society without the shadow of any sin and without any of the remembrance of sin. Only holiness and glory, only peace and joy, only light and saturation and fullness, yes all the life-pleasures of God. And that's how Adam's Paradise was. And then one day, God, the holy voice of the Lord, cuts through the garden, vast and terrible, so that all the animals of the garden tremble, at least such that a heart trembles in anguish. Adam, where are you? Yes, where are you? Such a voice had never sounded in Paradise before. This was how God the Lord had never spoken. Man's creator had never had to ask this before. God never had to look for His children, He always knew where they were. Because they were always where He was. Now God, the voice of the Lord sounded stern and terrible to hear: Adam, where are you? For Adam had hidden himself, hidden from God. How opposite to his position before and now. Before, God, the voice of the Lord was his most beautiful music. Now it sounded like a doomsday trumpet. Before, God's presence was His Kingdom. Now he fled before God. Before, he was always in the hide of the Most High. Now he hid himself from the Most High. What a difference! What had happened, though? Yes, we know it well. We know so well the history of the first terrible fall. Adam had sinned, and the fall was like an earthquake, shaking his whole position and bringing his lovely dwelling in God to sink into gravel. Before, it was so glorious about God's creation: And they were both naked, both Adam and his wife, but they did not bleed. 1. Mos. 2:25. No, for the soul was immaculate and the eye pure. Now it stands as melancholy as an awful fruit of sin: Then both eyes were opened, and they knew that they were naked. Therefore, the fig leaves sewed together and tied them around. 1. Mos. 3: 7th
It was the tainted soul who made vain attempts to cover what the unclean eyes couldlook and be ashamed to see. And in addition, the fear, the fear of God, the one they had never known before. As they stood there with the wicked conscience and groggily trying to cover their nakedness, they heard God, the voice of the Lord: Adam, where are you? And Adam and his wife hid from God in the midst of the garden trees. But, God, the Lord called again: Adam, where are you?
He replied: I heard you in the garden and became anxious because I was naked, and then I hid. v. 10. What an excellent soul painting in a few strokes of pen. Adam was naked, that sin had revealed to him. Therefore he feared, and therefore hid himself when he heard the voice of God. What a picture of the sinner who does not dare to hide in God, but hides himself from God. That's how it always goes. Adam's story repeats itself in thousands. When the sinner hears the voice of God, he trembles, All that he formerly comforted himself, and which made him so comfortable, strikes no more. He fears, and the fear brings him to hide from God. Don't they scream around us all these people hiding from God behind the trees in the garden. And there are enough trees. Here is one who has hidden behind a priest, or maybe it is a provost or bishop. When he hears the voice of God, when the truth from God reaches him, he answers or thinks at least that priest does not say so. Or: by that priest I am then recognized as a believer. Or: that provost or bishop then speaks more comforting and reassuring. Then he loosens the parish ties, and then he is well hidden, he thinks. It is a really big and wide tree to stand behind. Many can hide. Also many great and mighty. How many people, sensible or lowly, should not perish forever because some clergyman hid them from God when His voice sounded to them.
Here's another one. He hides behind a teacher. That way, I didn't learn when I went to school, he thinks. There was never any talk of anyone to repent and become holy in order to enter Heaven. And one is hiding behind the tree called, modern theology, and the world of psychology as well. After all, that's not the truth of God all that is in the Bible. Others hide behind social conditions. They cannot do that now that they have become who they are. Or behind all the other unconverted people: We are no worse than others. Or behind their neat lives and good deeds, their prayers or pious thoughts. If we did not come to heaven, then who would? Our Lord cannot demand more from us then.
And then there are a thousand other things that the unconverted man is left behind to be free to come before God when He calls. All these thousand excuses. But through the garden the voice of the Lord, behind all the trees, however large and wide they sound, inexorably, indefinitely, immensely it sounds: Adam, where are you? And the sinner trembles in the middle of the cave's hollow. His eyes fell involuntarily on a leaf, as if he were sticking his hand up the street. The young girl on the dance floor suddenly feels uncomfortable and was struck by the voice of the Lord. Where are you? What have you lost here? No matter where or how you try to exaggerate the voice of the Lord, it is of no use to you. You will meet your God and creator, then God will ask. Where were you Adam? We have no excuse anymore for not wanting to hear the Lord's speech. They could burn the saints in ancient times, they could throw the witnesses of God into prison because they told the truth, they could issue laws and prohibitions, they could put all sorts of obstacles in the way of the truth, practice violence and oppression and injustice. But all in vain. And so still. The voice of God cannot be muted, and if all the witnesses of God could be silenced, the stones would speak.
Sins, you may well hear the voice of the Lord your God. God asks you time and time again. Where are you. Why do you not want to come and receive My forgiveness and eternal life? None of your trees can hide from God. God sees you no matter how many fig leaves of lies you have sewn together, then God's call comes Adam I will speak to you. Sins, you can hear the voice of God, right? Why did you get angry with the pastor last night when he said you should repent? You know, well, that he would be a tenant, a false witness, if he said anything else. You know that it is God's own voice: If you do not turn around and become like children, you will not enter the Kingdom of Heaven at all. Matt. 18: 3rd And no tree can hide you from that voice. It reaches you, you must hear it. And you hear it too, at least in quiet hours, you hear God calling you: Adam, where are you? And you also know what He wants you to do. And yet, if you really knew what God wanted you to do, why He called you, you came immediately as you are: wretchedly sinful and naked, saying, Here I am, Lord. Yes, then came all these many trembling souls who have hidden behind the trees in the garden, many so far away, all the way to the far corner, on the farthest island. Then, when they heard the crying voice of God, they came and made this wonderful experience: There is only one place whereor you can hide from God. It is in God's embrace.
So let us know, chase after knowing the Lord. Like the morning red, His rise is wise / wise. Then He will come as rain, as our rain, which will wet the earth. Hoseas.6: 3rd
