LINK
Læs altid hele afsnittet, vers referer til. Vi ønsker ikke at plukke Biblens ord fra hinanden.
Død er ophør af liv her på korden, men livet forsætter i evigheden, ingen mennesker kan dø, vi har en evig sjæl som træder ove ri enten fortabelsen elle rind i guds rige, det er vores bevished der automatisk hurtigere end vi blinker rykker over i.
Død betyder adskillelse mellem legeme og ånd. Vores legeme dør og begraves, mens vores ånd lever videre hos Gud, Som kristne holder vi ikke op med at eksistere, fordi vi dør. Død betyder adskillelse mellem legeme og ånd. Vores legeme dør og begraves, mens vores ånd lever videre hos Gud. Bibelen taler nogle gange om ånd, sjæl og legeme, mens de andre gange taler om ånd og legeme
Da Jesus døde, sagde han, lige før han udåndede: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. (Luk. 23,46).
I døden adskilles hans legeme og ånd. Hans legeme tages ned af korset og begraves, og hans ånd er i hans fars hænder, det vil sige hos Gud.
Adskillelsen af hans legeme og ånd varer ikke længe, da Gud lader ham opstå påskemorgen. I Jesu opstandelseslegeme har Gud genforenet hans legeme og ånd.
Mens Jesus hænger på korset, taler han med røveren, der er korsfæstet ved siden af ham.
De taler sammen, og Jesus slutter med at sige de kendte ord til røveren: I dag skal du være med mig i Paradis. (Luk. 23,43).
Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus siger "i dag": "I dag skal du være med mig i Paradis". Ikke en gang i fremtiden, men i dag.
Røveren døde og hans legeme blev lagt i jorden. Men hans ånd var ikke dér. Den var hos Gud.
Jesus sagde "du" til røveren: Du skal være med mig.... Ånden bliver vores personlighed eller vores jeg. Og vi kan kende hinanden!
Jesu ord gælder ikke kun røveren. Også vi som kristne må have lov at tro, at vores ånd er hos Gud i en paradisisk tilværelse allerede fra den dag, hvor vi dør.
Jesus illustrer det meget fint med fortællingen om Lazarus og den rige mand Lukas 16,22Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.
Lukas 16,23Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.
Paulus mener det samme, når han siger, at når vi dør, bryder vi op fra legemet og har hjemme hos Herren (2. Kor. 5,8). Igen er vores ånd hos Gud, når den adskilles fra vores legeme. Selv lever vi hos Gud i en tilværelse med kærlighed, fred og glæde.
Det er vores bevist hed der går Hjem til Gud Herren før vores fysiske opstandelse, som først sker ved Jesus genkomst når basunen/trompeten lyder
Derfor skriver Paulus også, at han glæder sig til at bryde op for at være sammen med Herren.
Mon vi kender hinanden der?
Ja absolut ingen tvivl
Da Jesus opstod, blev han genkendt af kvinderne og sine disciple og andre. De omfavnede ham og spiste samme med ham.
Paulus skriver, at Jesus opstod som førstegrøden (1. Kor. 15,20). Det betyder, at ligesom Jesus opstod, skal også vi opstå.
1 Thess. 4,13Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb.
1 Thess. 4,14For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.
1 Thess. 4,15For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede.
1 Thess. 4,16For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.
1 Thess. 4,17Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.
1 Thess. 4,18Trøst derfor hinanden med disse ord.
Filipperne 1,21Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding.
Filipperne 1,22Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil.
Filipperne 1,23Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste;
Filipperne 1,24men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer.
Filipperne 1,25Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen
Det er det, der skal ske på den yderste dag. Da skal Jesus komme tilbage til jorden igen for at dømme levende og døde, som vi siger i den apostolske trosbekendelse. Og på den dag skal vi opstå. Vores ånd og legeme skal forenes, og vi skal leve videre i vores opstandelseslegeme. Også jorden skal lutres, og vi skal leve på en ny jord, hvor Guds rige er fuldendt, og hvor der ikke længere skal være synd og ødelæggelse, død og sorg.
Her skal vi skue Guds herlighed fuldt ud og leve i Guds skaberværk, som det var tiltænkt fra begyndelsen.
Bibelen om opstandelse
Jesus sagde til hende: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør".
Johannesevangeliet 11,25
"Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere".
Romerbrevet 6,9
"Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag".
Lukasevangeliet 24, 1-7
Matthæus 12,41Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas.
Åbenbaringen 6,9Og da Lammet brød det femte segl, så jeg under alteret sjælene af dem, der var myrdet på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved.
Åbenbaringen 6,10Og de råbte med høj røst: "Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?
Hvad lavede Jesus i Dødsriget?
Hvad lavede Jesus i dødsriget påskelørdag? I første Petersbrev kap 3 v 19-20 står: "Jesus blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden og i den gik han til de ånder, der var i fængsel og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget..." I Grundtvigs salme DDS 213 " I kvæld blev der banket på Helvedes port" møder Jesus bl. a. Eva, som angrer sin synd, og stiger til himmels, sammen med en stor skare: v18 "Fra Helvede steg nu den Herre så bold, ham fulgte så fager en skare...." I Hans Anker Jørgensens salme DDS 249 v 8 hører vi forræderen Judas sidde i Helvedes kval og mærke en luftning så himmelsk så sval, og mærke, nu kommer den mester, han kender, til Helvede går han for venner og fjender. Er der tale om en generel tilgivelse af alle, der fødtes før Kristus, eller indeholder salmebogen tekster, der ikke stemmer overens med Bibelen? Hvordan kan helvede tømmes, når Jesus advarer om det?
Det er et meget vanskeligt tema, fordi Bibelen simpelt hen siger meget lidt konkret om det. Og det har ikke gjort det nemmere, fordi der er blevet spekuleret og gættet - og ikke mindst er der blevet forvekslet ting, der har meget lidt med hinanden at gøre.
Intet i Bibelen om Jesu ophold i dødsriget
For det første: Der står faktisk intet i Bibelen om Jesu ophold i dødsriget! Når vi bekender i den apostolske trosbekendelse "nedfaret til dødsriget", siger vi faktisk dermed intet andet end, at han døde. Det er muligt, at der i tiden mellem hans død og opstandelse har været et eller andet møde mellem Kristus og de døde i dødsriget; det kunne man godt forestille sig ud fra fx Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus, hvor den rige mand, Abraham og Lazarus mødes efter døden (men åbenbart inden dommedag; den rige mands brødre lever stadig). Men det er trods alt kun en lignelse, og den kan man ikke bygge nogen lære om dødsrigets natur på. Der er lige så meget (eller mere) i Bibelen, der omtaler dødsriget som en søvn og de døde som de hensovede; og det er der jo ikke meget møde over! I det hele taget hører forestillingen om den levende sjæl, der fortsætter sin bevidste eksistens efter kroppens død, mest hjemme i mytologiernes og sagnenes verden. Der er meget lidt af den slags antydninger i Bibelen; dér opstår sjælen og kroppen først på dommens dag. Måske antyder Jesus noget i den retning, når han siger til røveren på korset: "I dag skal du være med mig i Paradis" (altså i den salige del af dødsriget); men igen er det for svagt til, at man kan bygge noget på det.
Forveksling mellem dødsriget og Helvede
For det andet: Tankegangen i de salmer, du citerer, kommer af en grundlæggende forveksling, som går langt tilbage i kirkens historie - forvekslingen mellem dødsriget og Helvede! Det er igen en tankegang, der mere stammer fra mytologien end fra Bibelen. Selv om Jesus vel fór til dødsriget i den forstand, at han jo altså døde, så er det helt sikkert, at han ikke var i Helvede! Helvede er i Det Nye Testamente det fortabte sted, hvorfra der ikke er nogen vej ud. Dødsriget er de dødes værested, de dødes hvilested til dommens dag. Men det har passet mange kristne alt for godt at forveksle de to ting, for så kunne man begynde at se for sig, at der kunne ske en slags overgang fra den fortabte del til den salige del i dødsriget, og så var det med fortabelsen (og det med missionsbefalingen!) straks lidt mindre skræmmende. Men hele Det Nye Testamente siger udtrykkeligt, at vi får efter døden den skæbne, som vort valg her i livet har afgjort. Til tro eller vantro. Omvendelse efter døden er helt uforenelig med et ord som fx 2. Korintherbrev kapitel 5 vers 10: "For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt", eller med domsscenen i Mattæusevangliet kapitel 25 vers 31ff. Eller med lignelsen om den rige mand og Lazarus, hvis man endelig vil spekulere i den ("Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.").
Man kan jo sagtens forstå, at det er fristende at se for sig, at Kristus kalder selv Judas til omvendelse efter døden, for så blev vort eget ansvar for at gøre alverden til Kristi disciple noget mere tåleligt. Men jeg kan ikke se, at det stemmer med Bibelens tale om frelse ved tro alene, og om at troen kommer af det, der høres!
Ånder og ikke mennesker
For det tredje: Du citerer den dunkle sætning i 1. Petersbrev kapitel 3 vers 19, som har givet anledning til mange spekulationer om, hvorvidt nu alligevel Kristus ikke efter sin død gik hen og prædikede til omvendelse for de døde: "i den [dvs i Ånden, efter sin død] gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem". Men dels er der her udtrykkeligt ikke tale om døde mennesker; der er tale om ånder! Og døde mennesker kaldes ikke i Bibelen for "ånder" (det er igen et element fra mytologiernes og spøgelseshistoriernes og eventyrenes verden). Dels er der udtrykkeligt tale om nogle ganske bestemte ånder: "det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage" - så selv om der så havde været tale om døde mennesker, er det altså ikke de døde i dødsriget generelt, men nogle ganske bestemte: dem fra Noas dage (og altså hverken Eva eller Judas!).
Men hvis det ikke er døde mennesker, hvad er det så for nogle "ånder"? Ja, det er straks vanskeligere at svare på. Måske er der tale om en henvisning til det fald i engleverdenen, der (måske!) er tale om i 1. Mos 6,1ff. Måske svarer det til ordet i Judas’ Brev v. 6: "og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med lænker indtil dommen på den store dag". Der er altså tale om faldne engle, som ikke befinder sig i menneskers dødsrige, men i et fængsel indtil dommens dag.
Men hvad vil det så sige, at han "prædikede" for dem? Der findes flere ord i Det Nye Testamente, som vi alle oversætter med at "prædike" - men det ord, der står her, betyder ikke at evangelisere eller missionere eller lignende; det betyder at proklamere! Det er det ord, man anvender om heroldens udråb på kongens vegne. Kristus drager altså ikke her til dødsriget for at evangelisere for døde mennesker, han drager til de faldne engles fængsel for at proklamere sin sejr over dem.
Dødsriget er ifølge Bibelen det sted, hvor et menneske befinder sig fra døden til opstandelsen. Dødsriget skal altså ikke forveksles med helvede. Men det er det sted eller den tilstand, hvor alle mennesker, retfærdige og uretfærdige befinder sig indtil opstandelsens dag.
Det er vanskeligt at sige, hvorledes tilstanden i dødsriget er. I nogle tilfælde kaldes døden en søvn. De døde er de hensovede.
Prøv at se disse steder:
- Johannesevangeliet 11,11;
- Apostlenes Gerninger 7,60; 13,36;
- Paulus' 1. brev til Korintherne 7,39; 11,30; 15,6.18.20.51;
- Paulus' 1. brev til Thessalonikerne 4,13-15;
- Peters 2. brev 3,4
Med den talemåde ser det ud til, at tilværelsen i dødsriget kan sammenlignes med en søvn, hvor man altså ikke er ved bevidsthed, men venter på at blive vækket på opstandelsens morgen. Opstandelse kaldes jo også opvækkelse.
Ånden/bevistheden er der nemlig ikke den er hos Gud Fra, derfor mister vi bevidstheden i dag bliver folk ofte sat i respirator i håbet om de kommer tilbage til livet, men mange er allerede uden for bevist hed, de er hos Gud i deres ånd og kommer ikke tilbage til jorden.
Bibelen lærer os
1) at livet er en gave fra Gud, og at døden er en straf for menneskenes egoisme og ondskab. Samtidig er døden også en konsekvens af, at vi har brudt med livets Gud. Hvis vi lader være med at indånde ilt og istedet begynder at indånde dødbringende gas, så dør vi. Hvis vi undlader at drikke vand eller spise sund mad, så dør vi også, og det er noget lignende, som er sket i vores gudsforhold. Mennesket er skabt til at leve af sin skaber, og da vi har vendt ham ryggen og søger livskraft andre steder fx hos "afguder" eller os selv, så bliver døden følgen, fordi vores livskraft ganske enkelt bliver opbrugt og fordi de andre ting er som gift for mennesket. Døden er altså lige så meget en logisk konsekvens som en straf. Denne konsekvens omfatter ikke kun mennesket, men også den verden, som mennesket administrerer. Derfor siger Bibelen, at denne verden får ende.
2) at mennesket står til ansvar for sine gerninger og ikke kan løbe fra det. Derfor forsvinder menneskesjælen ikke ved døden, men møder Gud og står til ansvar for ham. Det medfører lidelse. Gud er en fortærende ild, som det er forfærdeligt at møde, hvis man ikke er forsonet med ham. Bibelen kalder denne tilstand for Dødsriget.
3) at Gud brænder efter at redde os. Derfor har han besluttet at forsone sig med os og oprette en ny og evig verden til os i stedet for den nuværende, som får ende. Derfor har han sendt Jesus. Han er vores beskytter mod Guds fortærende domsild. Hvis vi kalder på ham, kommer vi ind under hans beskyttelse. Det indebærer
- tilgivelse for vores egoisme og ondskab
- at vi efter døden ikke skal gå til Dødsriget, men være sammen med Gud og Jesus.
- at vi efter denne verdens undergang skal være sammen med Gud og Jesus i paradiset på den nye jord.
Vi får altså det evige liv tilbage, når vi kalder på Jesus. Jesus er livet. Vi forsones med Gud, når vi kalder på ham. Da møder vi Guds væsen ikke som fortærende ild, men som hjertevarme.
