DEN SMALLE VEJ

 

LINK

Læs altid hele afsnittet, vers referer til. Vi ønsker ikke at plukke Biblens ord fra hinanden.

Kæmp for at komme gennem den smalle port. Og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet" På Kristi tid boede befolkningen i Palæstina i mur befæstede byer, der som oftest lå på højder eller bjerge. Adgangen til portene, der blev lukket ved solens nedgang, foregik ad stejle, klippefulde veje, og vandringsmænd, der henimod dagens afslutning var på vej til hjemmet, måtte ofte skynde sig ilsomt op ad den vanskelige skråning for at kunne nå hen til porten før nattens frembrud. Efternølere blev stående uden for.

Den smalle, opadstigende vej, der førte til hjemmet og hvilen, skaffede Jesus et indtryksfuldt billede på en kristnes vandringssti. Den vej, jeg har anvist eder, sagde han, er trang, og porten er vanskelig at komme igennem; for den gyldne regel udelukker al stolthed og egekærlighed. Vel gives der en bredere vej,men den fører til ødelæggelse. Der som I ønsker at gå den sti der hører sammen med et åndeligt liv, må I stadig stige højere og højere, for den er en opadgående vej. I må følge de få, fordi mængden vil vælge den vej, som fører nedad.

På vejen til døden kan hele menneskeheden færdes med al sin verdslighed, al sin egoisme, al sin stolthed, uærlighed og moralske fordærvelse. Der er plads nok for ham til at følge sine tilbøjeligheder og til at gøre alt, hvad hans selvkærlighed måtte foreskrive. For at kunne følge den vej, der fører til ødelæggelse, behøver ingen at søge efter vejen, for porten er vid, og vejen er bred, og det er naturligt for foden at bøje af på den sti, der ender med døden.
Men vejen til livet er trang, og adgangsporten er snæver.

Hvis du holder fast ved en eller anden skødesynd, vil du finde, at vejen er for trang til, at du kan komme ind. Dine egne veje, din egen vilje, dine slette vaner og skikke må aflægges, hvis du ønsker at holde dig på Herrens vej. Den, der vil tjene Kristus, kan ikke rette sig efter Verdens meninger eller følge dens idealer. Den himmelske sti er for trang til, at rigdom og rang kan færdes på den i stateligt optog; den afgiver for snævert et felt for egoistisk ærgerrighed, er for stejl og for knudret for den magelige at bestige. Møje, tålmodighed, selvopofrelse, forsmædelse, fattigdom og modsigelse mod sig af syndere var Kristi lod, og det samme må blive vor lød, hvis vi nogensinde skal få adgang til Guds paradis.

Men drag ikke deraf den slutning, at stien opad er tung og vejen nedad let. Langs hele den vej, der fører til døden, er der smerte og straf, der er sørger og skuffelser, der er advarsler imod at fortsætte videre. Guds kærlighed har gjort det svært for de ligegyldige og genstridige at ødelægge sig selv. Vel er det sandt, at Satans sti ser tiltrækkende ud, men det hele er et bedrag. På syndens vej er der bitter anger og fortærende bekymring. Det kan forekomme øs, at det måtte være behageligt at følge stoltheden og verdslig ærgerrighed; men enden derpå er smerte og sorg. Egennyttige planer kan byde på smigrende løfter og give håb om nydelse; men vi vil finde, at forhåbninger med os selv som midtpunkt, forgifter vor lykke og forbitrer vort liv. På den vej, der fører nedad, er indgangen måske prydet med blomster, men der er torne på stien. Det håbets lys, der stråler ved ind gangen, forvandles til et fortvivlelsens mørke, og den sjæl, som følger denne bane, stiger ned i skyggerne af en endeløs nat.

"Troløses vej er undergang," men visdoms veje "er liflige veje, og alle dens stier er lykke". (Ordsp 13,15; 3,17). Hver handling i lydighed mod Kristus, hver selvfornægtende gerning for hans skyld, hver prøvelse båret på rette måde og hver sejr øver fristelse er et trin på vandringen fremad mod den herlighed, som en endelig sejr vil bringe. Vælger vi Kristus til vor vejleder, vil han lede os trygt. Den største synder behøver ikke at tage fejl af vejen. Ikke en eneste, der bævende søger, behøver at undvære det rene og hellige lys på sin vandring. Selv om vejen er så trang og så hellig, at ingen synder kan tåles dér, er der dog sikret adgang for alle, og ikke en eneste tvivlende, bævende sjæl behøver at sige: "Gud bryder sig ikke om mig."

Vejen kan være ujævn og hældningen stejl; der kan være faldgruber til højre og til venstre; måske må vi udholde møje undervejs; måske må vi møjsommeligt arbejde videre, når vi er trætte og længes efter hvile; når vi er modige, må måske kæmpe, vedblive at håbe, når vi er modløse; men med Kristus som vor fører vil vi ikke gå glip af den eftertragtede havn til sidst. Kristus har selv betrådt den knudrede vej foran os, og han jævner stien for vore fødder.

Og opad langs hele den stejle vej, der fører til evigt liv, findes der glædens kildevæld til vederkvægelse for de trætte. De, der vandrer på visdoms veje. fryder sig overmåde selv i trængsel, fordi han, hvem deres sjæl elsker, vandrer usynlig ved deres side. Ved hvert trin opad mærker de tydeligere berøringen af hans hånd; ved hvert skridt falder der klarere glimt af herligheden fra den usynlige på deres sti, og deres lovsange, der stadig lyder i en højere tone, opsiger og blander sig med englesange foran tronen. "Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag." (Ordsp 4,18).

"Kæmp I for at komme igennem den snævre port" Luk 13,24. Den forsinkede vandringsmand, der skyndte sig for at nå byporten, før solen gik ned, kunne ikke lade sig opholde af noget undervejs. Han var helt optaget af det ene mål: at komme ind gennem porten. Et lige så fast forsæt, sagde Jesus, kræver kristenlivet. Jeg har vist jer karakterens herlighed, som er den sande herlighed i mit rige. Jeg giver jer intet løfte om jordisk herredømme; men dog fortjener det jeres højeste attrå og bestræbelse. Jeg kalder jer ikke til kamp for det store verdensriges overhøjhed, men deraf må I ikke slutte, at der ingen kamp er at udkæmpe ej heller nogen sejr at vinde. Jeg beder jer kæmpe, stræbe alvorligt for at indgå i mit åndelige rige.

Kristenlivet er en kamp og en march. Men den sejr, der skal opnås, vindes ikke ved menneskelig magt. Slagmarken er hjertets rige. Det slag, vi må udkæmpe det største slag, som mennesker nogensinde har været indviklet i gælder overgivelsen af vort eget jeg til Gud, hjertets hengivelse under kærlighedens overherredømme. Den gamle natur, som er født af blod og kødets vilje, kan ikke arve Guds rige. De nedarvede tilbøjeligheder, de forrige vaner, må opgives.

Den, der bestemmer sig til at indgå i det åndelige rige, vil finde, at alle den uigenfødte naturs kræfter og lidenskaber, støttet af magterne i mørkets rige, samler sig imod ham. Stolthed og egoisme vil sætte sig op imod alt, hvad der vil påvise, at disse træk er syndige. Vi kan ikke af os selv besejre de onde ønsker og vaner, der kæmper om overtaget. Vi kan ikke overvinde den mægtige fjende, der holder os i trældom. Gud alene kan give os sejren. Han ønsker, at vi skal have herredømmet over os selv, over vor vilje og vore veje. Men han kan ikke virke i os uden vort samtykke og vort samarbejde med ham. Guds ånd virke igen nem de evner og kræfter, menneskene har fået. Det kræves af os, at vi bruger vore kræfter i samarbejde med Gud.

Sejren vindes ikke uden megen og alvorlig bøn, og ikke uden at vi ydmyger os for hvert skridt. Vor vilje skal ikke tvinges ind i samarbejdet med guddommelige redskaber; den må underkaste sig frivilligt. Var det end muligt at påtvinge dig Hellig åndens indflydelse med hundredfold styrke, ville det ikke gøre dig til en kristen, til en skikket undersåt i Himlenes rige. Satans faste borg ville ikke være nedbrudt. Viljen må stille sig på Guds viljes side. Du formår ikke af dig selv at lægge dine for sætter, din attrå og dine tilbøjeligheder ind under Guds vilje; men dersom du er "villig til at blive villig", så vil Gud udføre gerningen for dig; han "nedbryder tankebygninger og alt mod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed imod Kristus". Da vil du arbejde på din "frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske." (2Kor 10,5; Fil 2,12-13).

Men der er mange, som føler sig tiltrukket af Kristi skønhed og Himmelens herlighed, og som dog viger tilbage for de betingelser, på hvilke de kan opnå disse ting. På den brede vej findes der mange, som ikke er helt tilfredse med den sti, de vandrer på. De længes efter at rive sig løs fra syndens trældom, i deres egen kraft søger de at gøre modstand imod deres syndige vaner. De har blikket rettet mod den trange vej og den snævre port, men egenkærlig nydelse, stolthed, kærlighed til Verden tilligemed vanhellig ærgerrighed stiller en skranke imellem dem og Frelseren. Forsagelsen af deres egen vilje og af de ting eller den vej, de har valgt, kræver et offer, der gør dem betænkelige; de svigter og viger tilbage. Mange "skal søge at komme ind og ikke formå det". Deres attrå står til det gode, og de gør nogen anstrengelse for at opnå det, men de træffer ingen afgørelse; de er ikke faste i deres beslutning om at sikre sig det for enhver pris.

Vort eneste håb om sejr ligger i, at vi forener vor vilje med Guds vilje og samarbejder med ham time for time og dag for dag. Vi kan ikke beholde vort jeg og samtidig komme ind i Guds rige. Hvis vi nogensinde opnår hellighed, vil det ske ved, at vi forsager os selv og modtager Kristi sind. Stolthed og selvgodhed må korsfæstes. Er vi villige til at betale den pris, der kræves af os? Er vi villige til at lade vor vilje bringe i fuld overensstemmelse med Guds vilje? Før vi således er villige, kan Guds nåde ikke åbenbares på os.

Den kamp, vi skal kæmpe, er "troens gode strid". "Det er også det, jeg arbejder og kæmper for," sagde apostelen Paulus, "med hans kraft, som virker mægtigt i mig." (Kol 1,29).

I sit livs støre krisestund trådte Jakob afsides for at bede. Han var opfyldt af ét altopslugende forsæt: at søge en karakterforvandling. Men medens han bad til Gud, mærkede han, at en, som han antog for at være en fjende, lagde sin hånd på ham, og hele natten kæmpede han for sit liv. Den fare, hvori hans eget liv svævede, forandrede dog ikke hans hjertes forsæt. Da hans kraft næsten var udtømt, gjorde engelen brug af sin guddommelige magt, og ved denne berøring blev Jakob klar over, hvem han havde kæmpet med. Såret og hjælpeløs kastede han sig ind til Frelserens bryst, tryglende om en velsignelse. Han ville ikke lade sig afvise, ej heller ville han afbryde sin bøn, og Kristus opfyldte denne hjælpeløse, bodfærdige sjæls begæring i overensstemmelse med forjættelsen om, at den, der søger værn hos Gud for at slutte fred med ham, skal finde fred. Med fast beslutning bad Jakob: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!" Denne standhaftighedens ånd blev indgivet af det guddommelige væsen, der kæmpede med patriarken, og ham var det også, som gav denne sejren og forandrede hans navn fra Jakob til Israel, idet han sagde: "Du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!" Hvad Jakob forgæves havde kæmpet for i sin egen styrke, blev vundet ved selvovergivelse og standhaftig tro. "Og dette er den sejr, som har sejret over Verden: vor tro." (Es 27,5; 1Mos 32,26. og 28; 1Joh 5,4).

"Vogt jer for de falske profeter" Lærere, som fremholder usandhed, vil opstå for at drage jer bort fra den trange sti og den snævre port. Vogt jer for dem! Selv om de skjuler sig i fåreklæder, er de indvortes glubende ulve. Jesus anviser en prøve, ved hvilken falske lærere kan skelnes fra de sande. "Af deres frugter skal I kende dem," siger han. "Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler?"

Vi opfordres ikke til at prøve dem efter deres skønne taler og høje bekendelser. De skal dømmes efter Guds ord. "Til loven og til vidnesbyrdet!" Dersom de ikke taler overensstemmende med det te ord, skyldes det, at de er "uden morgenrøde". "Hør op, min søn, med at høre på tugt og så fare vild fra kundskabsord." Hvilket budskab bringer disse lærere? Leder det dig til at frygte og ære Gud? Leder det dig til at åbenbare din kærlighed til ham ved at vise lydighed mod hans befalinger? Dersom menneskene ikke indser morallovens betydning, dersom de ringeagter Guds bud, dersom de bryder en af de mindste af hans befalinger og lærer menneskene at gøre således, vil de blive agtet for intet i Guds øjne. Vi kan vide, at deres påstande er grundløse. De udfører netop den gerning, der havde sin oprindelse hos mørkets fyrste, Guds fjende.

Ikke alle, der bekender Kristi navn og bærer hans kendemærke, hører ham til. Mange, som har lært i mit navn, sagde Jesus, vil til sidst blive fundet for lette. "Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: "Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som har øvet uret!"

Der findes mennesker, som tror, at de har ret, når de er på vildspor. Medens de hævder, at Kristus er deres Herre, og bekender sig til at gøre store gerninger i hans navn, øver de uretfærdighed. "Der er løgn i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding." De synes, at den, der fremholder Guds ord, har "en liflig røst og er dygtig til at spille; de hører Guds ord, men gør ikke derefter". (Ez 33,31-32).

En blot og bar bekendelse til discipelforholdet er uden værdi.

Den tro på Kristus, der frelser sjælen, er ikke hvad mange udgiver den for at være. "Tro, tro! siger de, "så behøver du ikke at holde loven." Men en trosmening, der ikke leder til lydighed, er formastelse. Apostelen Johannes skriver: "Den, der siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke." (1Joh 2,4). Lad ingen nære den tanke, at særskilte kraftsytringer eller underværker skal være beviset på ægtheden af deres gerninger eller af de anskuelser, de forfægter .Hvis nogen taler ringeagtende om Guds ord og vil sætte deres egne indtryk, følelser og handlinger højere end den guddommelige rettesnor, kan vi vide, at der ikke er noget lys i dem.

Lydighed er beviset på, at man er en discipel.

Det, der stadfæster oprigtigheden i vor tale om kærlighed, er, at vi efterlever budene. Når den lære, vi omfatter, dræber synden i hjertet, renser sjælen fra besmittelse og bærer frugt til hellighed, kan vi vide, at den er Guds sandhed. Når godgørenhed, venlighed, ømhjertethed og medlidenhed kom mere til syne i vort liv, og når vore hjerter glæder sig ved at gøre, hvad der er ret, og vi ophøjer Kristus og ikke os selv, da kan vi vide, at vor tro er af den rigtige slags. Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud." (1Joh 2,3).

"Det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen" Folket var blevet dybt grebet af Kristi ord. Sandhedsprincippernes guddommelige skønhed tiltalte dem, og Kristi advarsler var kommet til dem som en røst fra den hjerteransagende Gud. Hans ord havde ramt ved selve roden af deres tidligere begreber og meninger. At følge hans lære ville kræve en forandring af hele deres tilvante tankegang og handlemåde. Det ville bringe dem i uoverensstemmelse med deres åndelige lærere, idet det ville medføre omstyrtelsen af hele det værk, rabbinerne havde bygget op i løbet af mange slægtled. Hvor vel hans ord fandt genklang i folkets hjerte, var der alligevel kun få, der stod færdige til at mod tage dem som rettesnor for liv og vandel.

Jesus afsluttede sin undervisning på bjerget med et billede, som på en forbløffende livagtig måde belyste vigtigheden af at efterleve de ord, han havde talt. Blandt de skarer, der flokkedes omkring Frelseren, var der mange, som havde tilbragt deres liv ved Genezareth Sø. Som de sad på bjergskråningen og lyttede til Kristi ord, kunne de se dalene og kløfterne, der skaffede gennemgang for vandløbene fra bjerget på deres vej ud til havet. I sommertiden forsvandt disse vandløb fuldstændig og efterlod et tørt, støvbedækket leje. Men når vinterstormene brød løs over bjergene, forvandledes bækkene til voldsomme, brusende strømme, hvis uimodståelige vandmasser undertiden over svømmede dalene og rev alting med sig. Da hændte det tit, at de hytter, som bønderne havde opført på den græsbevoksede slette, og som syntes at være uden for fare, blev skyllet bort. Men højt oppe i bjergene var der huse, som var bygget på klippen. I visse dele af landet var beboelseshusene opført udelukkende af sten, og mange af dem hav de trodset stormene i århundreder. Opførelsen af disse huse have kostet møje og besvær. Adkomsten til dem var ikke let, og deres beliggenhed syntes at være mindre indbydende end den græsbevoksede slette. Men de var grundmuret på klippen, og vandstrømme, vind og storm satte forgæves ind på dem.

Den, der vil tage imod de ord, jeg har talt til jer. sagde Jesus, og gøre dem til grundvold for sin karakter og sit liv, ligner dem, der byggede disse huse på klippen. Århundreder i forvejen havde profeten Esajas skrevet: "Vor Guds ord bliver evindelig;" og da Peter, længe efter at bjergprædikenen blev holdt, anførte disse ord af Esajas, tilføjede han: "Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet." Guds ord er det eneste urokkelige, som denne Verden kender. Det er den sikre grundvold. "Himmelen og Jorden skal forgå," sagde Jesus, "men mine ord skal ingenlunde for gå." (Es 40,8; 1Pet 1,25; Matt 24,35.)

De store principper i Guds lov, i Guds egen natur, er sammenfattet i Kristi ord på bjerget. Enhver, som bygger på dem, bygger på Kristus, den evige klippe. Ved at modtage ordet modtager vi Kristus, og kun de, der således tager imod hans ord, bygger på ham. "Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus," (1Kor 3,11; Apg 4,12). Kristus, ordet, Guds åbenbaring fremstillingen af hans karakter, hans løv, hans kærlighed, hans liv: dette er den eneste grundvold, hvorpå vi kan opbygge en karakter, der vil bestå.

Vi bygger på Kristus ved at adlyde hans ord. Den, som er retfærdig, er ikke den, der blot besidder retfærdighed, men den, der gør retfærdighed. Hellighed er ikke henrykkelse; hellighed er følgen af en overgivelse af alt til Gud; den består i efter ledelsen af vor himmelske Faders vilje. Da Israels børn lå i lejr ved grænsen af det forjættede land, var det ikke nok for dem at vide noget om Kanaan eller at synge Kanaans sange. Dette alene ville ikke sætte dem i besiddelse af vingårdene og olielundene i det gode land. De kunne gøre det til deres virkelige ejendom alene ved at indtage det, ved at efterkomme betingelserne, ved at øve en levende tro på Gud, ved at tilegne sig hans løfter, medens de adlød hans påbud.

Kristendom består i, at vi efterlever Kristi ord ikke efterlever dem for at fortjene Guds velbehag, men fordi vi uden nogen som helst fortjeneste har modtaget hans kærligheds gave. Kristus stiller ikke en bekendelse som den eneste betingelse for menneskets frelse, men troen, som giver sig til kende ved retfærdigheds gerninger. Af Kristi efterfølgere forventes handling og ikke ord alene. Det er gennem handling, karakteren bygges op. "Thi alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn." (Rom 8,14). Ikke de, hvis hjerter påvirkes af ånden, ikke de, der af og til giver efter for dens kraft, men de, som ledes af ånden, er Guds børn.

Ønsker du at blive en Kristi efterfølger men ved ikke, hvordan du skal begynde? Er du i mørke og ved ikke, hvordan du skal finde lyset? Følg det lys, du har. Giv dit hjerte hen til at adlyde de ting i Guds ord, som du har kendskab til. Hans kraft, ja selve hans liv bor i hans ord. Når du tager imod ordet i tro, vil det give dig kraft til at adlyde. Når du giver agt på det lys, du har, vil der komme stør re lys. Du bygger på Guds ord, og din karakter vil blive bygget op efter Kristi karakters billede.

Kristus, den sande grundvold, er en levende sten. Hans liv meddeles til alle, der bygges op på ham. "Og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus." "Med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren." (1Pet 2,5; Ef 2,21). Stene bliver til ét med grundvolden, thi et fælles liv bor i dem alle. Ingen storm kan omstyrte denne bygning, fordi det, som har del i Guds liv, vil bestå med ham.

Men enhver bygning, der opføres på en anden grundvold end Guds ord, vil falde. Den, der i lighed med jøderne på Kristi tid bygger på en grund vold, som består af menneskelige forestillinger og meninger, af former og ceremonier, som mennesker har opfundet, eller på nogen som helst gerning, som han kan udføre uafhængigt af Kristi nåde - en sådan opfører sin karakters bygværk på løst sand. Fristelsens voldsomme storme vil bortfeje den sandede grundvold og efterlade hans hus som et vrag på tidens kyster.

"Derfor, så siger den herre Herren: ..... Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skal skylle gemmestedet bort." (Es 28,16-17).

Men i dag taler nåden til synderen. "Så sandt jeg lever, lyder det fra den herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø"" Den røst, der taler til de ubodfærdige i dag, er hans røst, som i hjertets ængstelse udbrød, idet han skuede ud over den by, han havde kær: "Jerusalem! Jerusalem! du som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!" Jesus så Jerusalem som et symbol på Verden, der havde forkastet og foragtet hans nåde. Han græd o du genstridige hjerte, han græd for dig! Endnu medens Jesu tårer randt deroppe på bjerget, kumme Jerusalem have omvendt sig og undgået sin skæbne. Endnu en kort stund ventede Himmelens guddommelige gave på, at staden ville tage imod den. Således, o hjerte, taler Kristus endnu til dig med kærlig stemme: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." "Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!" (Ez 33,11; Luk 13,34-35; Åb 3,20; 2Kor 6,2).

Du, som sætter dit håb til dig selv, bygger på sand. Men endnu er det ikke for sent at undfly den truende ødelæggelse. Fly hen til den sikre grundvold. for stormen bryder løs! "Så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke." "Vend om til mig og blive frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg, ellers ingen." "Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker. ja, hjælper, ja støtter jeg dig." "I evighed bliver I ikke til skam og skændsel." (Es 28,16; 45,22; 41,10; 45,17).a) Efterfølgelse: efterfølge forbilleder – personer i Bibelen og hinanden. Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus! (1 Kor 11,1) Så jeg formaner jer*: Efterlign mig! (1 Kor 4,14 -16) *alvorligt og indtrængende – at belære, at indprinte ”Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro.” Hebr 13,7 Paulus til sin åndelige søn Timotheus = ”vær et forbillede i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed…” (2 Tim. 4,12) b) Efterfølgelse: den personlige efterfølgelse af Jesus (som discipel). Bjergprædikenen er ”efterfølgerens håndbog” Jesus sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Joh 14,6-7 De første kristne sagde at de tilhørte ”Vejen” - Ikke en vej, men vejen = Jesus. Vi ser ofte, at Jesus giver mennesker valget mellem to ting: Skatte på jorden eller skatte i himlen… Bekymre dig, eller lade være med at bekymre dig… Du kan tjene Mammon (pengeguden) eller Gud… Dit liv = er langt hen ad vejen summen af alle de valg du har gjort dig i livet. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.

Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7, 13-14) Den brede vej: Den er vid, det betyder at der er rum til alle ting. Der er ingen afgrænsninger.

Du kan gøre hvad du vil – alt er tilladt på den brede vej. Du kan følge alle dine selviske tilbøjeligheder. Føler jeg det nu, så gør jeg det nu! Har jeg lyst til det nu – så gør jeg det! Jeg kan sige hvad jeg vil – gøre hvad jeg vil. Der er ikke noget eller nogen der står over mine ønsker – Bibelen er ikke min autoritet. Her kan jeg sige, hvis nogen spør’; at, jeg tror på Jesus, på min måde – uden at gøre ham til Herre! Der forventes ingen afkald, der kræves ingen disciplin / forandring, ingen hellighed.

Her kan jeg udleve alle mine kødelige ambitioner! En vid port: du kan tage al din bagage med. Du skal ikke efterlade din selviskhed, dit ego, din stolthed, din utilgivelighed – TA’ BARE det HELE med! Her er plads til det hele. Jesus er meget direkte – f.eks.: ”hvis du ikke er for mig, er du imod mig!” Den smalle vej: Du kan aldrig følge Jesus – uden først at fornægte dig selv! Du giver ham ALT dit, og Han giver dig ALT sit! Matt 16, 24-25: Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig… Gennem dem snævre port kan du ikke medbringe noget af dit eget. På den smalle vej, går det fremad mod målet – korset er et symbol på død, død fra dit gamle og selviske (kødelige) liv. Du lever dit nye liv gennem Kristus! Den snævre port/smalle vej leder til livet = Zoe (græsk) – ikke kun evigt liv, men også kvaliteten af liv, Guds nærvær, Guds kraft, retfærdighed, hellighed. Den ”snævre port og den trange vej…” er gode nyheder fyldt med LIV! ”Ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os…” Hebr. 10,19-23

Spørgsmål: 1. ”Den smalle vej” - hvad betyder den for dig?

2. Hvordan vil du beskrive efterfølgelse/efterfølgelsens vej?

3. Hvad er ”den billige nåde”?

4. Hvem er de falske profeter som Jesus advarer om? (Matt. 7,15)

Til min personlige efterfølgelse / BØN Vis mig den vej, jeg skal gå, for jeg længes efter dig. Sl 143,8