LINK
Læs altid hele afsnittet, vers referer til. Vi ønsker ikke at plukke Biblens ord fra hinanden.
Det er hvad ingen mennesker hverken har set eller tænkt. Hverken den nye jord eller pladsen Himmelens rige har vi set eller tænkt hvorfor så hemmeligt?
Her kan vi jo se hvad menneskerne på jorden prøver på at skabe, smarte ting, smukke huse, osv. Menneskerne ville jo forsøge at skabe en kopi på jorden hvis de vidste nøjagtig hvordan alt er og ser ud. Vi har jo lidt at se på med hen til hvordan menneskerne forsøgte at bygge Babelstårnet.
Gud ønsker vi skal have ny himmel og ny jord, ikke noget menneskerne har skabt eller kopieret. Hvis vi kunne skabe noget at det, ville det jo være os menneskers skaberværk og ikke Gud, Jave, (JHVH). Det ville jo på et eller andet tidspunkt igen blive som nu ødelagt og uoprettelig, så kunne vi slet ikke sige nyt og himmelen og jorden. Gud hedder forøvrigt ikke Gud, men han er Gud. Når Moses i Anden Mosebog (2. Mosebog, kapitel 3, vers 14) spørger om navnet på ham, som åbenbarer sig i en brændende tornebusk, får han til svar "Jahve". Det betyder sandsynligvis 'jeg er' eller 'jeg er tilstede'
Mange mennesker har en forkert opfattelse af, hvad himlen er for noget.
I Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21-22, får vi et detaljeret billede af de Nye Himle og den Nye Jord. Efter endetidens begivenheder, vil de nuværende himle og den nuværende jord, blive erstattet med de nye himle, og den nye jord. De troendes evige hjem vil være på den nye jord. Denne nye jord er ”himlen,” hvor vi vil tilbringe evigheden. Det er på den nye jord, hvor det ny Jerusalem, den himmelske by, vil være. Det er på den nye jord, at perleporten og gaderne med guld vil ligge.
Himlen – den nye jord – er et fysisk sted, hvor vi vil hvile med herliggjorte legemer (1. Korinther 15:35-38). Den ide, at ”himlen er i skyerne,” er ubibelsk. Ideen om, at vi vil være ”ånder, som flyder rundt i himlen,” er også ubibelsk. Den nye jord vil være fri for synd, ondskab, sygdom, lidelse og død. Den vil muligvis være lige som vores nuværende jord, eller måske endda en genskabelse af vores nuværende jord, men uden syndens forbandelse.
Hvad så med de nye himle?
Det er vigtigt at huske på, at begrebet ”himle” i gamle tider refererede til himmelrummet og det ydre rum, udover det sted, hvor Gud befandt sig. Så når der i Åbenbaringen 21:1 tales om nye himle, så peger det højst sandsynligt på, at hele universet vil blive genskabt – en ny jord, et nyt himmelrum, og et nyt ydre rum. Det lader til, at Guds himmel også vil blive genskabt, for at give alting en ”ny start,” både det fysiske og det åndelige.
Vil vi så have adgang til de nye himle i evigheden?
Muligvis, men vi må vente med at finde ud af det. Må vi alle tillade Guds Ord at forme vores forståelse af himlen.
Johannes Åbenbaring kap 12
Den nye himmel og den nye jord
Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.«Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.«
Det ny Jerusalem
Så kom en af de syv engle med de syv skåle, der var fyldt med de sidste syv plager. Den sagde til mig: »Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.«Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den har en stor og høj mur med tolv porte, og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: mod øst tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte. Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.
Englen, som talte med mig, havde en målestok af guld, så den kunne måle byen og dens porte og mur. Byen er firkantet med ens længde og bredde. Med målestokken målte englen byen til tolv tusind stadier; længden og bredden og højden er ens. Og den målte dens mur til ét hundrede og fireogfyrre alen efter menneskenes mål, som også er englenes. Dens murværk var jaspis, og byen var af det pure guld, der så ud som det reneste glas. Bymurens grundsten var prydet med alle slags ædelsten: den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalkedon, den fjerde smaragd, den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst. De tolv porte var tolv perler, hver af portene var af én perle. Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas.
Men et tempel så jeg ikke i den, for Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, og Lammet. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder. Dens porte lukkes ikke om dagen, og nat er det aldrig dér. Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den. Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog.
Der venter os altså en helt ny himmel en helt ny jord. Der står helt ny om begge dele og ikke noget med den her gamle jord og den himmel vi med øjne kan over os nu, den er jo også så ødelagt i ozonlaget at der faktisk skal nyt til jorden er så ødelagt af forurening og alt muligt andet at der skal nyt til.
Det samme med os.
Nye skabninger i Jesus.
Vi er så ødelagte af syndens væsen, af livet på jorden at den krop vi er i er ødelagt total så der skal nyt til før vi kan få nyt liv.
Vi har allerede det nye liv i os ellers kunne vi hverken tro, eller være os bevidste om himmelen den nye jord og Herren Jesus og Gud Far.
Du kender det nok selv. Ind i mellem har vi fornemmelsen af vi allerede er der Hjemme i Himmelen, det føles som vi på en måde er ude af kroppen ikke bogstavelig men åndelig, vi fornemmer vi er et andet sted hvor det fred så lykkefuldt at være. Og vi mærker nogle gange lige som noget fredfyldt går forbi os den der pludselig totale stilhed hvor vi bruger udtrykket der gik nok en engel forbi.
Jerusalem - Guds bolig
Den første beretning i Bibelen, som normalt forbindes med Jerusalem, er Abrahams møde med Melkisedek i 1 Mos 14. Både rabbinske kilder og den jødiske historieskriver Josefus siger, at det Salem, hvor Melkisedek var konge og præst, er identisk med det senere Jerusalem, og det betyder, at der på Abrahams tid var et rige der, hvor man tilbad Gud.
Det er første gang i Bibelen, vi hører om en by, hvor Gud blev tilbedt, og det kan være den første antydning af, at Gud har et særligt forhold til netop denne by.
Guds særlige forhold til Jerusalem
Under israelitternes vandring i ørkenen efter udfrielsen fra Egypten får vi et forvarsel om den betydning, Gud ønsker, at Jerusalem skal have, når de har indtaget landet. I 5 Mos 12,1-28 gør Moses det klart for folket, at når de har indtaget landet, må de kun søge Gud og ofre til ham ét sted.
Jerusalem er ikke nævnt i denne forbindelse, men det viste sig efterfølgende, at dette ene sted var på Morija bjerg i Jerusalem. Det gav byen en helt central placering i forholdet mellem Gud og Israel.
Jerusalem bliver først endeligt erobret af israelitterne under David, som gør byen til hovedstad. Det markerer indledningen på byens storhedstid.
David fører ret hurtigt Pagtens Ark op til Jerusalem (2 Sam 6), hvad der tyder på, at han allerede på det tidspunkt er klar over, at det er stedet, hvor Guds hus skal bygges.
I 1 Krøn 21 finder vi beretningen om, hvordan David på Guds befaling køber Ornans
tærskeplads, hvor templet senere blev opført.
2 Krøn 5,1-7,10 beskriver en af de største begivenheder i Jerusalems historie. Vi hører her om Salomos indvielse af templet og om, hvordan Gud tager bolig i det. Samtidig understreger Salomo i sin indvielsestale, at ingen bygning og altså heller ikke templet kan rumme Gud.
Efter Salomos tale fylder Guds herlighed templet, sådan at ingen af præsterne kan gå ind i det. Ved templets indvielse viser Gud helt konkret, at han tager bolig i Jerusalem, men allerede før det taler David om, at Gud har taget bolig i Jerusalem til evig tid (1 Krøn 23,25).
Gud tog bolig i det jordiske Jerusalem, men derudover møder vi to andre sammenhænge, hvor Guds bolig omtales i forbindelse med Jerusalem.
Den første er i Hebr 12,22, hvor der tales om det himmelske Jerusalem som den levende Guds by. Her bruges navnet Jerusalem altså som betegnelse for Guds himmelske bolig.
Den anden finder vi i Åb 21,2-3, hvor Johannes ser det ny Jerusalem og i den forbindelse hører en stemme sige, at Guds bolig nu er hos menneskene. Her tales der om Jerusalem i tilknytning til den nye jord, som Gud skaber efter den endelige dom over verden.
Det er ikke tilfældigt at navnet Jerusalem og Guds bolig knyttes sammen i disse tre tilfælde, og derfor er det interessant at se på betydningen af og sammenhængen mellem dem.
Jerusalem – Guds jordiske bolig
I 2 Kong 21,4 tales der om, at Gud har sat sit navn på Jerusalem. Det indebærer, at Jerusalems historie og fremtid har betydning for Guds navn og dermed Guds ære. Vi ser denne sammenhæng, når det gælder Israel.
Efter den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,22-27) siges det, at præsterne skal sætte Guds navn på israelitterne.
Senere taler Ezekiel om, at Guds navn er blevet vanæret som følge af Israels folks landflygtighed. Den fik nemlig de omkringboende folk til at konkludere, at Israels Gud var for svag til at beskytte sit folk (Ez 36,20).
Denne vanære beskrives som en afgørende faktor, når Gud lover at han vil føre jøderne tilbage til Israels land, fordi opfyldelsen af dette løfte er det eneste, som kan fjerne vanæren fra hans navn (Ez 36,23-24).
Denne sammenhæng viser, at når Gud har sat sit navn på Jerusalem, så har det også betydning for ham, hvordan det går byen, og han mener sine løfter til den seriøst.
Det er værd at bemærke, at der i Bibelen er omkring 40 vers, som indeholder løfter knyttet til navnet Jerusalem (fx Es 44,28; Es 62,7; Zak 12 og Luk 21,24), mens der kun er seks vers, som omtaler en opfyldelse af disse løfter (først og fremmest opfyldelse af løftet om, at Kyros skal genopbygge Jerusalem, fx 2 Krøn 36,23).
Dette misforhold kan ses som en indikation af, at Guds forhold til det jordiske Jerusalem ikke er afsluttet, og at byen fortsat har en plads i hans planer.
Jerusalem – Guds himmelske bolig
Vi møder talen om Guds himmelske bolig flere steder end det førnævnte i Hebr 12,22. Om det jordiske Jerusalem har fået navn efter det himmelske eller Hebræerbrevet blot vil understrege sammenhængen mellem Guds himmelske og jordiske bolig, er svært at afgøre. Der er dog en helt klar sammenhæng.
Vi møder den første gang, da Moses på Sinaj bjerg får befaling om at lave Telthelligdommen. Moses får besked om at udforme den efter det forbillede, han ser på bjerget (2 Mos 25,8-9.40). Hebr 8,5 siger, at den jordiske helligdom er en efterligning af den himmelske. Moses så altså den himmelske helligdom.
Derudover beskriver også Esajas og Johannes, hvordan de fik lov til at se Guds himmelske bolig.
Af Es 6,5 forstår vi, hvor voldsom en oplevelse det var for Esajas at se ind i Guds himmelske bolig. Han er klar over, at den, som ser Gud, må dø, og derfor forventer han, at det bliver konsekvensen for ham.
Åb 4,1-5,14 beskriver, hvordan Johannes fik lov til at se ind i himlen og der så Gud den Almægtige sidde på tronen. En beskrivelse som giver os et glimt af den herlighed og ærefrygt, der omgiver Gud i hans himmelske bolig.
Jo mere vi forstår af, hvad Moses, Esajas og Johannes så, jo mere forstår vi, det fantastiske budskab i Hebr 12,22-24. Den, som har del i Jesu opstandelse og død og derved erklæres retfærdig, er kommet til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem.
Hebr 10,19-22 siger også, at ved Jesu blod kan vi have frimodighed til at gå ind i helligdommen – ind i Guds nærvær, og i Efeserbrevet gør Paulus det klart, at den, som er i Jesus, er sat med ham i himlen (Ef 2,4-6).
Bibelens beskrivelse af Guds himmelske bolig giver ikke grundlag for forestillingen om, at den findes et sted langt væk på en eller anden sky. Guds himmelske bolig er ophøjet og udenfor vores normale opfattelsesevne, men samtidig i høj grad nærværende. Det, Hebræerbrevet og Paulus siger, betyder, at den, der har Jesus som sin frelser, på en gang lever sit liv her på jorden og samtidig sidder ved Guds side i hans himmelske bolig.
Det er en virkelighed, som kun tilliden til Guds ord kan fatte.
Det ny Jerusalem – Guds bolig hos menneskene
Johannes beskriver den dag, hvor det ny Jerusalem kommer, som dagen, hvor det vi nu har svært ved at forstå, skal blive en synlig virkelighed.
Gud vil bo blandt mennesker, og dette fællesskab skal aldrig ophøre eller ødelægges af uretfærdighed, sygdom, død eller noget som helst andet.
Åb 20 slutter med den endelige dom over alle mennesker og en forfærdelig beskrivelse af konsekvensen for den, som ikke er indskrevet i livets bog hos Gud.
Derefter kommer synet af en ny himmel og en ny jord (Åb 21). I den forbindelse ser Johannes det ny Jerusalem komme ned fra Gud som en brud, der er parat til sit bryllup.
I vers 10 ser Johannes igen Jerusalem komme ned fra Gud, og lige inden har han fået at vide, at han skal se bruden, Lammets hustru.
Dette udtryk betegner i Åb 19,7-8 de hellige og retfærdige, altså dem hvis navn er indskrevet i livets bog. Det ny Jerusalem er ikke en by i traditionel forstand. Det er dem, som skal leve evigt med Gud på den nye jord.
Dette underbygges af, at byens tolv grundsten har påskrevet de tolv apostles navne, hvilket svarer til Paulus’ tale om, at menigheden er bygget på apostlenes og profeternes grundvold (Ef 2,20).
Jerusalem – Guds og menneskers bolig
Det ny Jerusalem er fuldendelsen af det fællesskab, Gud ønsker at have med mennesker.
Gud boede blandt mennesker i templet i det fysiske Jerusalem, men menneskers uretfærdighed betød, at de ikke kunne komme ind i hans nærhed i det Allerhelligste. Den, som har del i Jesu død og opstandelse, er kommet til det himmelske Jerusalem. Læs selv Joh. Ev kap 1-3 og i Romerbrevet kap 7-9.
På den nye jord med det nye Jerusalem er de begrænsninger, vi kan opleve her på jorden total ophævet. Vi skal leve i Guds nærhed, og vi skal se ham, som han er, uden frygt.
