LINK
Boderne bugner af appelsiner, meloner, nødder, oliven og krydderier i alle afskygninger. Det jødiske Machane Yehuda-marked i Jerusalem summer af liv. Ved en af boderne står en ældre kvinde. Hun har netop bedt manden bag disken om at veje 100 gram af en vare, hun gerne vil have med hjem.
Netop som ekspedienten skal til at lukke posen på vægten, siger kvinden på hebraisk: »Ten li chesed« – »Giv mig nåde!«
Meningen er tydelig: Læg lidt ekstra i posen. Uden betaling – bare fordi du har lyst til at være god mod en ældre kvinde.
Det er netop sådan, nåde kan forstås.
NÅDEN I HJERTET
I den autoriserede danske bibeloversættelse gengives tre forskellige hebraiske ord og ét græsk ord med »nåde« (se den blå boks).
Ordenes betydning afhænger af sammenhængen. De kan blandt andet gengives med danske ord som gunst, velvilje, troskab, trofasthed, godhed og barmhjertighed.
Nåde er en positiv indstilling i hjertet – præget af velvilje og trofasthed og af et ønske om at gøre godt mod et andet menneske.
Når kvinden på markedet beder om nåde, beder hun derfor ekspedienten om at give hende noget uden betaling. Hun er ikke berettiget til det, men håber, at han vil gøre det, fordi han har lyst til at vise hende godhed.
TO KERNESTEDER OM GUDS HJERTE
Bibelen rummer mange beskrivelser af Gud. To centrale steder bruger udtryk, der peger på den samme nåde, som kvinden på markedet beder om. Det ene står i Det Gamle Testamente, det andet i Det Nye Testamente.
2 MOS 34,6-7: GUDS NÅDE MOD ISRAEL
Efter Israels store frafald i forbindelse med guldkalven møder Gud Moses på Sinaj bjerg. Her beskriver Gud sig selv sådan:
»Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled« (2 Mos 34,6-7).
Udtrykket »rig på troskab og sandhed« er vigtigt. Det hebraiske ord, der her oversættes med »troskab«, er chesed – det samme ord, som kvinden på markedet brugte. Udtrykket kan derfor også gengives som »rig på nåde og sandhed« og »bevarer nåde i tusind slægtled«.
Gud har en stærk og vedvarende velvilje over for mennesker. Han er trofast og pålidelig i sit forhold til dem, og han ønsker hellere at frelse end at straffe. Hans ønske om at gøre godt mod mennesker udspringer af hans eget hjerte – ikke af, at mennesker har gjort sig fortjent til det eller betalt for det.
Men Gud er også retfærdig. Det fremgår af fortsættelsen: »Han lader ikke den skyldige ustraffet« (2 Mos 34,7). Gud er altså både retfærdig og nådig. Hans nåde betyder, at han af hjertet ønsker at tilgive, så mennesket ikke rammes af den straf, som hans retfærdighed ellers ville kræve.
De gamle rabbinere bemærkede, at ordet chesed bruges to gange i 2 Mos 34,6-7. De mente, at gentagelsen havde betydning, og pegede på, at de to omtaler handler om hver sin tid.
Første gang indgår ordet i udtrykket »nåde og sandhed«. I sammenhængen beskriver det Guds indstilling til Israels folk på dette tidspunkt under ørkenvandringen. Israel har forkastet Gud til fordel for en guldkalv. Alligevel vælger Gud på grund af sin nåde at tilgive folket, lade det leve og fortsat regne det for sit udvalgte folk.
Anden gang står ordet i udtrykket »han bevarer nåde i tusind slægtled«. Her rækker nåden ind i fremtiden. Gud var nådig ved Sinaj, og han vil også være nådig fremover.
Beskrivelsen af Gud som rig på »nåde og sandhed« er afgørende, hvis vi vil forstå, hvem Gud er. Det ses blandt andet af to forhold:
a) Udtrykket bruges mange steder om Gud i Det Gamle Testamente, for eksempel i 1 Mos 24,27; 1 Mos 32,11; Sl 25,10; 40,11-12; 86,15; 89,15; 115,1 og 138,2. I den danske oversættelse gengives det ofte med ord som »godhed og trofasthed«.
b) Guds forhold til Israel er gennem hele Det Gamle Testamente præget af hans nåde.
Ved afslutningen af ørkenvandringen sammenfatter Moses Israels opførsel gennem de foregående 40 år. Han bruger en lang række alvorlige beskrivelser: Folket var stivnakket, vakte Guds vrede, handlede slet, veg fra Guds vej, syndede mod Herren, krænkede ham, troede ikke på ham og adlød ham ikke (5 Mos 9).
Moses samler til sidst sin vurdering i ordene: »I har trodset Herren, lige så længe jeg har kendt jer.« Alligevel slutter kapitlet sådan: »De er dog dit folk og din ejendom« (5 Mos 9,29).
Israels forhold til Gud skyldtes altså ikke folkets trofasthed eller elskværdighed. At Israel stadig var Guds folk efter ørkenvandringen, skyldtes nåden i Guds hjerte.
Mange hundrede år senere nåede israelitterne på Nehemias’ tid frem til samme erkendelse. I en omfattende syndsbekendelse fortæller de, at deres forfædre handlede selvrådigt, gjorde nakken stiv, ikke adlød Guds befalinger og glemte hans undere (Neh 9,16-17).
At folket overlevede og fortsat var Guds folk, skyldtes alene Guds væsen: »Men du er en tilgivelsens Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab« – på hebraisk chesed, altså nåde (Neh 9,17). Det var Guds nådige indstilling, der gjorde, at Israel overlevede.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at profeten Daniel, da han beder Gud om at redde Jerusalem og Israel, henviser til Guds nåde som grund til, at Gud skal gribe ind:
»Lyt nu, vor Gud, til din tjeners bøn og tryglen! Lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom, for din egen skyld, Herre! … Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed« (Dan 9,16-19).
Israels historie viser det igen og igen: Gud er rig på nåde og sandhed. Han er ikke lunefuld eller bedragerisk, og han nyder ikke at straffe. Hans hjerte er vendt mod mennesker med velvilje og et ønske om at give dem frelse og alt godt.
JOH 1,14-17: NÅDE OVER NÅDE
Johannes’ juleevangelium rummer et udtryk, som måske let bliver overset. Han skriver:
»Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Joh 1,14).
Jesus er fuld af »nåde og sandhed«.
Når Johannes beskriver Jesus, bruger han altså det samme udtryk, som Gud brugte om sig selv på Sinaj bjerg omkring 1.400 år tidligere, og som gentages mange steder i Det Gamle Testamente. Jesus er Gud. Ligesom Faderens hjerte er fuldt af nåde, er Sønnens det også.
Sammenhængen med Guds åbenbaring på Sinaj rækker endnu videre. I 2 Mos 34,6-7 bruges ordet »nåde« to gange: først om Guds indstilling til Israel dengang og dernæst om hans nåde i fremtiden – »i tusind slægtled«.
På en lignende måde taler Johannes om Guds nåde:
»Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus« (Joh 1,16-17).
Guds handlen er »nåde over nåde«. Den første nåde viste sig, da Gud ved Sinaj fastholdt Israel som sit folk og gav det loven ved Moses, selvom folket ikke havde fortjent det. Mange århundreder senere viste Gud en endnu større nåde: Han sendte Messias, Jesus fra Nazaret.
Det er »nåde og sandhed« – et udtryk for Guds væsen og for den trofaste, vedvarende nåde i hans hjerte.
DE TO HJERTER
Når Bibelen taler om menneskets mulighed for at blive frelst og igen leve sammen med Gud i Paradis, er to hjerter i spil: menneskets og Guds.
Menneskets hjerte blev skadet ved syndefaldet og har siden været sygt.
I Første Mosebog følger »Adams slægtsbog« (1 Mos 5,1-6,8) efter beretningerne om syndefaldet og Kains mord på Abel. Slægtsbogen slutter med Guds vurdering af menneskeheden flere generationer efter Adam. Ved skabelsen så Gud på det, han havde skabt, og konstaterede, at det var godt (for eksempel 1 Mos 1,4). Men ved afslutningen af Adams slægtsbog lyder vurderingen helt anderledes:
»Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt« (1 Mos 6,5).
Skabelsens »det var godt« er blevet afløst af »det var ondt«.
Den danske oversættelse af verset er forholdsvis fri. En ord-for-ord-gengivelse ville lyde: »… og hele hans hjertes tankers tilbøjelighed var kun ond hele dagen.« Syndefaldet skadede menneskets hjerte. Hjertets tilbøjelighed blev ond, og det onde kom til at ligge mennesket nærmest. Den onde tilbøjelighed blev en del af menneskets natur.
Mosebøgerne viser, hvor alvorlig denne hjertesygdom er. Få kapitler senere gentager Gud beskrivelsen: »For menneskets hjertes tilbøjelighed er ond fra hans ungdom af« (ord-for-ord-gengivelse af 1 Mos 8,21). Og hen imod afslutningen af Femte Mosebog henviser Gud igen til menneskehjertets tilbøjelighed (5 Mos 31,21). Beretningen om livet på jorden fra syndefaldet til Moses’ død indrammes dermed af den alvorlige konstatering, at menneskets hjerte er sygt.
Jesus siger det samme: »Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent« (Matt 15,19-20).
Guds hjerte er derimod nådigt – fuldt af nåde. I hans hjerte findes en grundlæggende velvilje over for mennesket og en kærlighed, der ønsker at give det alt godt. Guds tilbøjelighed er at tilgive, hjælpe, vise omsorg og give gode gaver. Kort sagt: Guds hjerte er fuldt af nåde.
NÅDEN ER VORES HÅB
Gud er af væsen nådig. Det er en stor trøst for ethvert menneske, der kender sin egen onde tilbøjelighed. Paulus føjer endda til om Gud: »… fornægte sig selv kan han ikke« (2 Tim 2,13). Guds nåde er en uudslettelig del af hans væsen, og derfor kan vi stole på den.
Det var Guds nåde, der fik ham til julenat at sende Jesus til verden som Messias. Jesus skulle bære vores skyld og straf og frelse os.
Den onde tilbøjelighed i menneskets hjerte gør det umuligt for os at frelse os selv. Hvis vi skal frelses, kan det kun ske ved Jesus og på grund af nåden i Guds hjerte.
»Giv mig nåde,« siger den ældre kvinde på markedet i Jerusalem, når hun beder om at få noget uden betaling – alene på grund af ekspedientens barmhjertighed. På samme måde kan vi mennesker komme til Gud og bede om frelse: Vi kan alene henvise til nåden i hans hjerte.
Menneskehedens, Israels og det enkelte menneskes håb er i sandhed nåden alene!
TO BIBELSKE KERNESTEDER OM NÅDEN
2 MOS 34,6-7
»Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab (hebraisk: chesed, nåde) og sandhed. Han bevarer troskab (hebraisk: chesed, nåde) i tusind slægtled.«
JOH 1,14-17
»Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed … Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.«
