LINK
Læs altid hele afsnittet, vers referer til. Vi ønsker ikke at plukke Biblens ord fra hinanden.
ApG 1,1 fortæller, at før Apostlenes Gerninger blev skrevet, havde dets forfatter skrevet ”den første bog“. Sammenholdt med det faktum, at begge er adresseret til Theofilus, hjælper det os til at konkludere, at den samme forfatter var ansvarlig for begge bøger. De to bøger kan opfattes som del 1 og 2 af ”Den kristne kirkes oprindelse og historie“. 1. del er en fortælling om Jesu liv og arbejde (Lukasevangeliet), og 2. del (Apostlenes Gerninger) er en gengivelse af udbredelsen af Jesu budskab og den tidlige kirkes historie.
Hvordan blev evangeliet skrevet?
Lukas vidste godt, at mange havde skrevet om de begivenheder, der havde rystet Jerusalem og resten af området – de begivenheder, der havde med Jesus Kristus at gøre. Kilderne til disse litterære arbejder inkluderer mange ”øjenvidner og ordets tjenere“ (Luk 1,2) – en klar henvisning til disciplene og andre af Jesu samtidige. Lukas havde selv mødt disse øjenvidner og ordets tjenere (så som Paulus og andre apostolske ledere) og kendte muligvis også til evangelierne skrevet af Markus og Matthæus. Lukas selv var tydeligvis ikke et øjenvidne til Jesusfortællingen, men han var en troværdig og pålidelig Kristi efterfølger.
Matthæus skrev først og fremmest til jødiske læsere og fremstillede Jesus som den store lærer, profetiernes opfyldelse og jødernes konge. Han henviste tit til, at messiasprofetierne i Det Gamle Testamente blev opfyldt i Jesus. Markus skrev til en romersk læserskare om Jesus, en handlingens mand. Lukas, læge og hedningekristen, skrev til grækerne og hedningerne om den universelle Jesus – hele verdens frelser. Lukas nævner, at han har en dobbelt hensigt med at skrive: at give en nøjagtig gennemgang (Luk 1,3) og at give et sikkert grundlag for den nye tids store lærdomme. Et af målene med hans evangelium er at styrke visheden om sandheden, som vi finder den i Jesus.
Lukas, en af Bibelens inspirerede forfattere, benyttede andre kilder til sine skrifter. Meget interessant! Hans anvendelse af andre kilder udelukker tilsyneladende ikke Helligåndens inspiration eller hans skrifters autoritet.
Luk 1,5-22
Guds tavshed havde kendetegnet Israels historie i næsten fire hundrede år efter Malakias. Men denne guddommelige tavshed blev brudt med meddelelserne om Johannes Døbers og Jesu fødsel. Der er mange paralleller i beretningerne om Jesu og Johannes’ fødsel. Begge er mirakuløse. I Johannes’ tilfælde var Elisabeth langt oppe i årene og ud over den alder, da hun kunne få børn; i Jesu tilfælde skulle en jomfru føde barnet. Englen Gabriel bekendtgjorde løftet om begge disse fødsler. Begge bekendtgørelser blev modtaget med stor forundring, glæde og overgivelse til Guds vilje. Begge drenge voksede op og blev stærke i ånden (Luk 1,80; 2,40).
Men den opgave og det arbejde, de to drenge skulle udføre, var meget forskellige. Johannes skulle forberede vejen for Jesus (Luk 1,1317). Jesus er ”Guds søn“ (vers 35) og opfyldelsen af de messianske profetier (vers 31-33). Selv om det fortælles om Zakarias, at han levede ”uangribeligt“, forårsagede hans mangel på tro på englens budskab en irettesættelse. Hvordan kan dette hjælpe os til at forstå, hvad det vil sige, at en kristen skal leve ”uangribeligt“?
”Zakarias’, Abrahams og Marias sønners fødsel skulle lære os en stor åndelig sandhed, en sandhed, som vi er langsomme til at lære og hurtigt glemmer igen. Ved egen kraft er vi ude af stand til at udrette noget godt; men det, som vi ikke kan, vil komme til at ske ved Guds kraft i ethvert ydmygt og troende menneske. Det var ved tro, at forjættelsens barn blev givet.
Miraklet med Johannes havde en helt bestemt hensigt i Guds plan for sit folk. Efter 400 år med profetisk tavshed i Israels historie fremstod Johannes i historien med et bestemt budskab og stor kraft. Johannes’ opgave og budskab var at ”skaffe Herren et folk, der er gjort rede“ (Luk 1,17). Han skulle være en forløber for Messias og berede vejen for Jesus.
”Du skal give ham navnet Johannes“
Jesu fødsel var ikke en almindelig begivenhed. Den var indskrevet i Guds evige kalender, og ”da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde“ (Gal 4,4). Det er opfyldelsen af det allerførste løfte, Gud gav, efter at synden kom ind i Edens have (1 Mos 3,15).
Læg mærke til, hvordan Jesu fødsel i hvert af dem var en forbløffende opfyldelse af profetierne. Hvad siger dette om, hvorfor vi bør lære at stole på alle Guds løfter?
Seks måneder efter at Gabriel havde fortalt Zakarias om Johannes’ fødsel, fortalte han Maria fra Nazaret om et endnu større mirakel: en ung kvinde ”skal blive med barn og føde en søn og … give ham navnet Jesus“ (Luk 1,31).
Jesu jomfrufødsel er stik imod al menneskelig erfaring, og der er ikke nogen naturlig forklaring på den. Selv Maria var nødt til at spørge: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand“ (Luk 1,34). Englen forsikrede hende om, at dette ville ske ved Helligånden (vers 35), og at ”intet er umuligt for Gud“ (vers 34). Marias øjeblikkelige tillid og overgivelse er bemærkelsesværdig: ”Lad det ske mig efter dit ord!“ (vers 38). Ethvert menneskeligt spørgsmål, uanset hvor naturligt eller logisk det måtte være, må vige for et guddommeligt svar. Enten det drejer sig om Skabelsen eller korset, inkarnationen eller opstandelsen, mannaen, der faldt i ørkenen, eller Helligånden, der faldt på disciplene – det guddommelige initiativ kræver menneskenes overgivelse og modtagelse.
Maria besvarede sit eget spørgsmål ved at underkaste sig Guds herredømme og evige hensigt, og Gabriel gav hende vished med et andet mægtigt svar: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn“ (vers 35).
Du skal give ham navnet Jesus
Lukas begynder beretningen om krybben i Betlehem med en historisk note. Josef og Maria forlod deres hjem i Nazaret og rejste til deres forfædres by Betlehem, fordi kejser Augustus, Romerrigets hersker, havde udsendt en befaling om en folketælling. Dette skete, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Disse historiske detaljer må få bibellæsere til at sætte pris på Lukas’ overgivelse til Helligånden, så han indsatte disse detaljer om inkarnationen i en historisk ramme.
Tænk over Jesu fattigdom, som den kommer til udtryk i dette vers. Sammenlign billedet med, at hun ”svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget“ med Paulus’ beskrivelse af Jesus. Hvordan var den vej, Jesus gik på vores vegne?
Historien om de fattige omstændigheder, hvortil himlens Herre inkarnerede sig, fortsætter med det første besøg ved krybben, nemlig hyrdernes. Den ”store glæde“ blev ikke forkyndt for de rige eller de mægtige, ikke de skriftkloge eller præsterne, ikke herskerne eller de magter, der styrede landet, men for de jævne og foragtede hyrder. Læg mærke til storheden og enkelheden i budskabet: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Himlens største gave kom som det så tit sker i en meget beskeden indpakning. Men gaven medbringer ære til Gud, fred på jorden og Guds velbehag (Luk 2,14).
Lukas’ fortælling om Herrens engel (Luk 2,9-12) understreger tre vigtige punkter i kristen teologi. For det første er evangeliets gode nyheder ”for hele folket“. I Jesus bliver både jøder og hedninger ét som Guds folk. For det andet er Jesus frelseren; der er ingen anden. Og for det tredje er Jesus Kristus, Herren. Disse tre temaer, som så tydeligt fremhæves tidligt i Lukasevangeliet, blev senere grundlaget for apostlenes, især Paulus’ forkyndelse.
Tænk over, hvad vi som kristne tror: Ikke alene kom Skaberen af alle ting (Joh 1,1-3) ind i vores syndige verden som et menneske, men levede som Jesus vores hårde liv og endte med at dø på korset. Hvis vi virkelig tror dette, bør så ikke alle sider af vores tilværelse leves i overgivelse til denne fantastiske sandhed? Hvilke sider af dit liv genspejler din tro på beretningen om Jesus, og hvilke gør ikke?
Krybben i Betlehem
Selv om Lukas først og fremmest skriver til hedningerne, var han opmærksom på betydningen af den jødiske arv gennem Det Gamle Testamente. Han sørger for at forbinde beretningen i Det Nye Testamente med Det Gamle, og beskriver den smukke scene, hvor Maria og Josef bringer Jesusbarnet til templet i Jerusalem for at lade ham omskære på den ottende dag ifølge jødisk lov (Luk 2,22-24).
Bemærk tre punkter vedrørende frelse, som Simeon trækker frem: frelse er gennem Jesus; frelse gives af Gud; frelse er for alle folk – hedningerne så vel som Israel. Hvordan hænger disse sandheder sammen med den første engels budskab?
Simeons profeti forudsagde også to væsentlige kendetegn ved Jesu tjeneste.
For det første er Kristus ”bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel“ (Luk 2,34). Kristus har bragt lys og frelse til alle, men ikke uden omkostninger for modtageren. I Kristus er der ingen neutral grund. Man tager enten imod ham eller afviser ham, og ens frelse afhænger af den rette respons til ham. Kristus kræver at være den eneste; enten er vi i ham, eller også er vi det ikke. De, som bliver i ham, vil opstå og blive en del af hans rige; de, som afviser ham eller forbliver ligegyldige over for ham, vil falde til jorden og dø uden håb. Tro på Kristus kan ikke diskuteres.
For det andet profeterer Simeon til Maria: ”din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge“ (Luk 2,35). Henvisningen er uden tvivl til korset, som Maria vil være vidne til, og alle senere generationer bør huske, at uden korset er der ingen frelse. Korset er hele frelsesplanens centrum.
Frelsen er en gave i den forstand, at vi ikke kan gøre noget for at fortjene den. Men samtidigt kan den være meget dyr for dem, der tager imod den. Hvad har det kostet dig at følge Kristus, og hvorfor er denne pris, hvad end den måtte være, alligevel billig nok? Luk 2,25-32 Åb 14,6-7
Vidner om frelseren
”Lukas, som har skrevet Lukasevangeliet, var lægemissionær. I Bibelen kaldes han ”den kære Lukas, lægen“ (Kol 4,14). Apostlen Paulus hørte, at han var en dygtig læge, og valgte ham, fordi Herren havde betroet ham en speciel opgave. Paulus valgte ham som medarbejder, og Lukas fulgte med Paulus fra sted til sted en vis tid. Så lod Paulus Lukas blive i Filippi i Makedonien. Her arbejdede han i flere år som læge og prædikant. Han tog sig af de syge og bad om, at Gud ville helbrede dem.
Jomfrufødslen er helt og aldeles Guds handling og genspejler hans mysterium, majestæt og mission. Den overgår al menneskelig forstand. Intet er umuligt for Gud“ (Luk 1,37). ”Og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ‘Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’“ (Luk 3,22).
Lukas giver en liste over store historiske personer for at vise, at hans beretning om Jesus og Johannes historisk er lige så virkelig som disse mægtige mænd. Men der er også en anden vigtig grund til at nævne disse indflydelsesrige personer. Det viser kontrasten mellem dem og Johannes Døber, ørkenens ydmyge mand, Guds udvalgte budbærer, som skulle berede vejen for den mest betydningsfulde begivenhed i hele menneskehedens historie, nemlig verdens frelsers komme i Jesus Kristus. Det er interessant, at Gud ikke valgte en af denne verdens ”store“ mænd til at bekendtgøre Messias, men i stedet valgte en af de ”mindste“.
Forskere samler alle disse historiske personer og giver os en dato tæt på år 27 eller 28 e.Kr. for begyndelsen på Johannes Døbers og Jesu arbejde. Det er inden for tidsrammen af disse kendte personer i Romerriget, at Jesus blev døbt og modtog himlens anerkendelse af, at han er Guds ”elskede søn“ (Luk 3,22). Lukas fastslår dette faktum lige fra begyndelsen, til og med før han begynder at give sine læsere en nøje gennemgang af Jesu opgave og arbejde. Luk 3,1-14 · Rom 6,1-6 · Luk 3,21-22 · Luk 4,5-8 · Es 14,13-14 · Luk 4,9-13
Dåb og fristelser
Luk 3,1-14
I Luk 3 møder vi Johannes i hans specielle og afgørende rolle i frelsens historie. Hvad der ellers kan siges om Johannes’ forkyndelse, er det helt klart, at han ikke lagde fingrene imellem for at lefle for sine tilhørerer. Hans ord indeholder væsentlige sandheder, ikke kun for dem, der lyttede dengang, men for os alle. Hvad synes du specielt er af betydning i det, Johannes siger? Omvendelse har ikke kun en teoretisk ide. Den indebærer en livsstil. Det græske ord, der bruges, er metanoia, som betyder at skifte sind, og dette fører til et nyt liv.
At ”døbe“ betyder at nedsænke helt i vand. Nedsænkning har en meget dyb betydning. Selv før Johannes’ tid havde jøderne lagt en bestemt betydning i dåb ved nedsænkning. Det var almindelig skik at blive døbt på denne måde, når hedninger valgte at tilslutte sig den jødiske tro.
Ved at invitere jøderne til at blive døbt introducerede Johannes et nyt princip. Dåb er en anledning til offentligt at opgive ens gamle, syndige liv og forberede sig på Messias’ komme. Johannes Døber introducerede på denne måde en symbolsk handling, hvor man afstod fra synd og indviede sig til et nyt liv som borger i Messias’ rige, som var ved at blive oprettet. Johannes skyndte sig at slå fast, at han kun døbte med vand, men at han, som kom efter ham, skulle døbe med ”Helligånden og ild“ (Luk 3,16). På denne måde fremsætter han en vigtig pointe.
Dåb ved neddykning i vand er kun et symbol på en indre forandring. Denne betydning af dåben ville senere blive bekræftet ved Helligåndens udgydelse.
ER DU PERSONLIGT GÅET IND UNDER GUDS ORDEN?
