LINK
"Det er blodet, der skaffer jer soning (3. Mos 17:11) Der vil jeg åbenbare mig for dig, og fra sonedækket ( nådestolen)....vil jeg tale med dig om alt, hvad jeg befaler dig om israelitterne "(2.Mos 25:22)
LÆSER! Har du nogen sinde følt nødvendigheden af frelse! Har du nogen sinde søgt den, som én der måtte opnå den - eller fortabes ?
Når en synder først er bragt til at føle synd som en byrde - når han føler vedvarende vrede over sin sjæl, og at hele hans forudgående liv har været et liv uden Gud, så er hans spørgsmål,” Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? ”. “ Er det muligt at min synd nogen sinde kan blive tilgivet af en Gud, der harmes hver dag?” Den vakte tolders råb lyder, “Gud, vær mig synder nådig” Og dette skrig finder Gud, ivrig efter at vise nåde, når man råber Hans navn ” Herre, Herre barmhjertige og nådige Gud" og peger på Frelseren på Nådens trone, hvor vi kan få barmhjertighed.
På det Gamle Testamentes tid fastsatte Gud vore betingelser med den ene hånd og Sin agtelse overfor os i den anden, i en del af tabernaklets indretning. Han gjorde det i Nådestolen. Navnet er givet til den del af arken, i Det Allerhelligste, hvorpå blodet plejede at blive stænket på Forsoningsdagen. Nådestolen var låget på arken, så bred og lang som arken selv og lavet af det samme dyrebare materiale; og låget eller Nådestolen, som bliver stænket over med blod syv gange, peger frem til Jesus Kristi blod, som renser fra al synd.
Så, det er, hvor blodet er, at synderes tilgivelse kan findes. For de fortjener at dø, og deres velfortjente dom skal bekendtgøres og andres hænder gøre krav på den, hvis de selv skal undslippe. Derfor er stedet, hvor nåden kan findes, stedet hvor blodet er. Intet andet sted, oh synder, er der i hele verden for dig! Men til det sted kan du komme - nej, skal du komme, hvis du vil undslippe Guds vrede.
Du må komme som synder.
Du må komme uden andet end synd. På Forsoningsdagen lagde præsten i Israel, som kom frem til Nådestolen, intet andet end synd på det blodbestænkede låg. Han viste en synders måde at komme til Gud på, og dog bragte han intet andet med end synd til at lægge ned der. Så synderen, som kommer til Nådestolen, medbringer intet andet end synd. Han tilstår den synd, han var født med, 'I skyld har jeg været, fra jeg blev født' og lægger den ned på det på-stænkede blod. Han tilstår sin arv af fordærv fra Adam, og lægger den ned på nådestolen. Han tilstår sine egne personlige synder i deres forskellige former, aspekter og skærpende omstændigheder, hans synder i gerning og tale, så langt som hukommelsen rækker og lægger dem ned på det på-stænkede blod. Han genkalder sig sine synder som samfundsborger; synder i livets relationer - synder mod Guds Kirke, synder som en fra en skyldig nation, synder som en mand, der tilhører en verden som ligger under for ondskaben.
Og som han føler og angrer alt, lægger han sine utallige synder ned på Nådestolen. Han prøver at se indad og bringe hjertets synder ud - tankesynder, følelsessynder, affekt, begær, håb. Sit hjertes hårdhed, sin blindhed og frem for alt selviskheden i dens tusind gange tusind former, alt bliver lagt på den blodbestænkede nådestol. Sin manglende tro - at Guds nåde såvel som Hans lov, er blevet foragtet, krænket, undervurderet, tilsidesat, talløse gange - manglende tro, selv efter han har lært Herren at kende, forårsaget af syndens bedrag, jordiske bekymringer, flygtig glæde, af Satans rænker, af en for eftergivende eller for frygtsom sjæl - dette også bliver bragt frem, tilstået og lagt på blodet. Endnu mere: Religiøse synder lægges der også; for selv bekendelsen har sin synd, der er nogle pletter på selve trosakten; der er en hinde for øjet, som ser på den forløsende frelser. Hvem kan forstå hans fejl? Oh, hvem kan bekendtgøre sit eget hjerte fuldstændige syndighed?
Til sidst er det gjort, men hvad opdages der?
Han har lagt hele sin sjæl der - sit selv - men der er ikke andet der end synd at efterlade for ham ! Ingen hellighed bliver lagt på det blod, for det er fra al synd, at blodet renser.
Du kommer derfor aldeles som en synder. Intet kan være mere alvorligt end dette. At have en byrde at lægge ned der - ikke at have andet end en byrde af den slags og at lægge alt dette på Jesus Kristus! Så ydmygende, så egnet til at kaste en synder i støvet, er det indtryk det giver af hans fuldstændige skyld og usselhed. Og dog, intet er mere indbydende, for det er med synd, han kommer, og som en synder; og Herren Jesus møder synden og synderen. Er der så tid til at vente? Nogen undskyldning for at tøve med at komme med det samme?
Læser! Har du nogensinde lagt dig på sinde, at dette er SANDHEDEN om den tilstand er synder kommer i til Nådestolen for at få tilgivelse? Er det sandt, at størrelsen af dine synder behøver at være en hindring for din accept, hvis bare du nu er villig til med hele dit hjerte at vende dig fra synden mod Gud? Ja, det er sandt. Det var for syndere, at Nådestolen blev fremstillet. Det var for syndere, blodet blev udgydt. "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse."(Mat 26:28)" De raske har ikke brug for læge, det har de syge... Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere." ( Mat 9:12-13)
Lige meget hvornår du har hørt Kristus i al Sin fylde insistere på din accept - når du blev inviteret uden nølen til at komme nær med et ærligt hjerte i fuld tillid - er det så ikke sandt, at du i dig selv har sat sådanne forhindringer op som denne:" Åh, jamen jeg er sådan en synder. Jeg kan ikke forvente at blive modtaget lige som jeg er. Jeg må vente til jeg har forbedret min livsførelse, og så vil jeg komme. Jeg må vente til jeg har bedt længere, og så vil jeg komme. Jeg må vente, til jeg har en dybere overbevisning om synd og så må jeg håbe Herren vil modtage mig, hvis jeg kommer."
Er det dit syn på vejen til frelse? Hvis det er, tager du helt fejl. Det er ikke, som du var ved at sige:" Jeg kan ikke gå til Gud lige nu, for jeg er en stakkels ussel, skyldig synder, der i det hele taget ikke indeholder noget godt. - En fattig tigger, der ikke har noget at give for frelsen. Men jeg vil vente, til jeg har noget at anbefale mig med, og så vil jeg gå." Kære læser, ville det være gratis frelse? Du ønsker at betale for frelsen, men Gud tilbyder dig den gratis og uden betaling. " Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! (Es 55:1)" Den der vil skal få livets vand for intet." (Åb 22:17)
Og ydermere, hvis vi antager at det var påkrævet at du skulle medbringe nogle gode ting, når du kom til Nådestolen, hvor forgæves ville dit håb ikke være? Den, som for et øjeblik hylder sådan en tanke, har tilsyneladende aldrig været bragt til at føle sin naturs fuldstændige fordærvelse.- At i ham, som er i sit kød, bor intet godt.(Rom 7:18) Når en synder i sandhed er vakt af Gud Ånd og ser sin tilstands frygtelige ruin, så føler han langt fra, at det er en trøst, ja, selve den ting som mest sandsynligt ville drive ham til vanvid ville være at fortælle ham at han skulle vente, til han fandt noget godt, han kunne anbefale sig med, før han kunne håbe på nåde fra en vred Gud.
Herren viser os en ypperligere vej. Herlige Sandhed! udtalt om Jesus af dem, der snublede over dens sande herlighed." Denne mand tager imod syndere." (Luk 15:2). Når det drejer sig om grunde til accept i evangeliets kalden, tager Herren ingen hensyn til synderes tilstand overhovedet, hvad enten den er bedre, eller hvad enten den er værre. Det eneste spørgsmål er, er du villig? Indbydelsen lyder "Den som vil".
(2) Synderen, som kommer i tro til Nådestolen bliver øjeblikkelig modtaget. Præsten som således har tilstået og udbredt hans synd, fandt Gud på den plet, hvor blodet stænket syv gang lå, ventende på at være nådig. Der sås aldrig et glimt af vrede lyn over Nådestolen. Der hørtes aldrig en svag rumlen af Sinai-torden. Derimod var der den strålende og herlige sky, som kastede sine milde stråler, sødere end en nedgående sol nogensinde har gjort, over synderen, som på det sted havde talt ud om sin sjæls skyld og efterladt den på blodet.
Gud kiggede på det forsonende blod, og idet Han pegede på det, syntes Han at sige:" Jeg har fundet velbehag i det, og derfor, skån denne synder". Hans retfærdighed var sket fyldest, fordi den fuldt ud var kommet i møde af denne fremstilling af den skyldiges død. Idet Han bøjede sig over det, var det som om Han bøjede Sig over Sin elskede Søn, i hvem Han altid har velbehag.
Også synderen fæstnede sit øje på det samme sonoffer, som lå på den nådestol; og efter således at have tilstået sin syndighed, stod han og stirrede på blodet, som for at sige, "Herre, her er er min død for hver en synd; der er min tilfredsstillelse, der er mit sonoffer, der er Din lovs krav, jeg søger ikke noget, der er i modstrid med Din perfekte retfærdighed!" Og dette er en troende sjæls stilling. Hans øje hviler på Jesus. Hans øre hører vidnesbyrdet, at på grund af blodet har Gud givet os evigt liv. (1. Joh 5:11). Han sjæl siger'" Kristus er enden på loven til retfærdighed for mig". Han får at vide at " Ham gjorde Gud til sonoffer" ( Rom. 3:25), og han tror det og rækker det frem mod Gud. Gud anerkender det som nok og forliges med ham.
Læser! Har du nogen sinde lagt dig på sinde, at dette er SANDHEDEN, hvad angår Kristi blod - at der er øjeblikkelig tilgivelse for enhver synder, som tror på det? Den overtrådte lov erklærer, at syndens løn er døden. Synderens håb er ikke et håb, som er udvirket på nogen andre betingelser. Hvis det var sådan, hvor eller hvornår kunne en synder bare et øjeblik være sikker? Det ville være at sige "Fred, fred," mens loven sagde, at der ingen fred var. Nej. Frelse er ikke et uretfærdigt kompromis mellem loven og evangeliet. Lovens betingelser for synderen er, "Syndens løn er døden." Og lovens betingelser for synderens Sikkerhed er, " Syndens løn er døden." Gud tager ikke en troendes fem talenter for de hundrede, han skyldte, og kalder dem hundrede, for at Hans frelsende kærlighed kunne nå ham. Men for de hundrede talenter som han skyldte, betalte Kristus hundrede - betalte til sidste øre. Loven forlangte perfekt lydighed, og blod. Kristus, har som synderens Sikkerhed, leveret perfekt lydighed, og blod.
"Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende". (Rom 3:36) Der er intet i hele universet, der således proklamerer Guds hellige vrede over synd, end det Kristi blod, som er det eneste mødested mellem en vanhellig synder og en hellig Gud. Loven proklamerer at syndens løn er døden; evangeliet proklamerer, gennem det blod, ikke bare at syndens løn er, men har været døden. Blodet fortæller alle som tror, ikke bare at lønnen for hans synder er døden, men at lønnen er blevet betalt, og nu er det forbi med dødens bitterhed. Læser! se i det blod at nåden, lige som synden har hersket i og med døden, skal herske til retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus vor Herre. (Rom 5:21)
Her er fred for den skyldige, ro for den trætte. Se dette blod! Se, hvad det har gjort i alle slægtled, kraften i det blod til at bringe syndere langt borte tæt på! Se Nådestolen, hvor det kostbare forsoningsblod er stænket. Der venter Gud på at være nådig - venter på at møde dig! Der og kun der kan Den Hellige mødes med den skyldige og blive genforenet. Der er frelse til enhver, som vil komme nær. Blodet tilbyder øjeblikkelig tilgivelse. Det er det forsvar, som Gud selv, med Hvem vi har at gøre her, har givet til den fortabte synder. Vil Han ikke acceptere Sit eget forsvar? - " Kristi dyrebare blod som et lam uden plet og lyde; dertil var Han bestemt, før verden var grundlagt, men Han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.(1. Peter 1: 20-21) Vil Han ikke anerkende værdien og kraften af Sin elskede Søns blod, når det bliver rakt frem af en troende sjæl? ( Læs 1. Joh 1:8, Kol.1:12-15, Ef. 2:12-15; Heb 12:24)
(3) Er en synders påberåbelse af Jesu blod hans eneste grund til accept? Ja, den grund ene og alene. Den store ting der har skabt en forskel mellem en sjæl som nu tror og andre sjæle, som stadig er i synd, er at den troendes øje nu er fæstnet på forsoningen. Andre ser ikke blodets kraft og har derfor intet forsvar hos Gud.
Der er intet andet, Helligånden fæstner den troendes øje på, når det er Ham, der viser os vej til Gud. Verden viser os kvaliteter i os selv og i egne anstrengelser; og Satan bifalder verdens veje som en del af vejen til døden. Men Helligånden, som vidner om Kristus. viser ingen vej til fred og frelse, andet end ved at fæstne deres øjne på blodet alene. Den drejer aldrig en synders øje på sig selv som et middel, man kan stole på. Den befaler aldrig en synder at se på sin egen karakter og fatte mod. Nej, Herrens vej har altid været at "herliggøre Kristus", for at give synderen noget at stole på.
Blodet stænket syv gange på Nådestolen er nok til at give os kækhed til at komme nær - nok til at give fuld vished. Troende! Hvorfor vil du leve med mindre end fuld vished om din accept? Hvorfor kaste mistanke på Kristi fylde? Hvorfor rejse tvivl angående Guds vidnesbyrds sandhed? Hvorfor handle som om du frygtede, at Kristi død og opstandelse ikke var en synders fuldt tilstrækkelige garanti? Hvorfor ryste som om Den faste Klippe brød sammen?
Og dog, mange selv blandt Guds folk, lever som om de troede, at en synder kunne finde håb i at hvile sin sjæl på Kristi blod, men at man ikke kunne lede efter frelsesvished før efter lang tid. Ser det ikke ud som om, at det ikke var, før noget de drømte, de kunne gøre, eller være, eller lide, eller opnå, var nået, at de kunne driste sig til at søge efter en glædelig frelsesvished? Er det ikke det, sjæle ofte bliver mødt med, når de spørger om vej til frelse og måske beviser deres oprigtighed med mange tårer, som siger, at de endnu ikke har nogen trøst, men at de prøver alt det de kan, og de håber snart at opnå den? Kan der ikke i alt dette være en søgen, måske en ubevidst søgen efter noget andet, der kan give øjeblikkelig accept og glædelig frelsesvished udover Kristi fuldførte gerning? Kan det ikke frygtes at en i denne henseende tåget opfattelse, er grunden til meget af det mørke og slaveri i mange, som selv Guds sande børn bliver holdt i så længe? Er der ikke i dette praktisk talt en benægtelse af Kristi fuldførte gerning for syndere, og om den gerning alene, grundlæggende er tilstrækkelig til at garantere en troende synders håb og fuld frelsesvished lige nu? Er der ikke i dette en forvirring omkring Åndens arbejde i synderen og Kristi arbejde for synderen som grunden til hans accept hos Gud? Tenderer det ikke den papistiske vildfarelse, at det er for vores gerning accepteret for Kristi skyld og ikke for Kristi skyld alene, vi er accepteret? Er det ikke bare en omvej i en mere subtil form til at etablere vor egen retfærdighed og at nægte at underkaste os Guds retfærdighed? Er det ikke bare den gamle bedragers røst, som sagde på den gamle lovs betingelser: " Vist skal I ikke dø!" som nu siger på den nye " Vist skal I ikke leve!"
Kære læser, vi opfordrer dig indtrængende til at overveje denne sag; for vi tror, at den vedrører din frelse meget.- Din egen fred og hellighed. Hvis min garanti for at være sikker på frelsen afhang af mine fortjenester, hvordan kunne jeg så nogen sinde være sikker på frelsen? Hvordan kunne jeg nogen sinde være sikker på at jeg havde opnået så meget at det ville sikre min accept, og min frelse fra mine fjenders hænder, så jeg kunne tjene Gud i hellighed og retfærdighed foran Ham alle mit livs dage? Hvordan kunne fangevogteren være sikker og juble i Kristus i samme nattetime? Hvordan kunne hofmanden have været sikker, da han jublende rejste sin vej?
Men, "jeres planer er ikke Mine planer, og jeres veje er ikke Mine veje, siger Herren." Gud ske lov, at dette ikke er et muligvis, der kan drages i tvivl til efter døden eller dommen, som jeg indtrængende er blevet bedt om at hvile hele min evighed på. Det er et arbejde udtænkt for syndere, foretaget for syndere, gennemarbejdet for syndere, fuldført for syndere, og accepteret af Gud for syndere, som Han har givet vished for til alle mennesker, idet Han har oprejst Ham fra de døde. Og vi behøver ikke rejse til Jordens fjerneste egne for at søge det. Oh, læser! dette fuldførte arbejde er, er dig nær - i din hånd - i din mund - i dit hjerte! "Hør mig, I overmodige, I som er langt fra retfærdighed. Jeg bringer min retfærdighed nær!" (Es 46:12-13) " Tro på Herren Jesus, så skal du bliver frelst!" (Ap. G. 16:31)
Men er der så intet håb om, at vi er i Kristus, uden vi besidder denne fulde vished? Vi siger ikke sådan, skønt vi tror at dette spørgsmål ofte har været brugt som en flugt fra at være skyldig i ikke at hvile i fuld tillid på Kristi blod. På grund af deres svage tro og fordærvets styrke i deres indre, har de helligste mænd ofte vandret rundt i mørket; men hvad vi indtrængende plæderer for, er dette, at hvis et Guds barn ikke bevares i fred, hvad angår hans accept, er det ikke fordi der mangler noget ved Kristus, men fordi der mangler noget ved hans tro: at kunne tage frit hvad er blevet givet så frit, og at al sådan tvivl og frygt angående Kristi fylde - lige meget hvilken ydmyg eller andagts-øvelsespræget mening de antager - er, mens de er den troendes plage også den troendes synd.
Og dette er den sande vej til hellighed. Den samme apostel som udråber frelse "til ham der ikke arbejder, men tror på Ham der gør den ugudelige retfærdig", formaner os om ved Guds barmhjertighed at bringe vore legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag. Det samme påstænkede blod ,der taler fred til synderen, proklamerer uophørligt til denne, " I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme. (1 Kor 6:20)
Hvor dyrebar er denne vej til accept ikke! Vi behøver ikke mere end dette for omgående at blive accepteret. Den korsfæstede og opstandne Jesus og ingen anden, bringer os nær til Gud. Den korsfæstede og opstandne Jesus, uden sidestykke, genforener os med Gud. Den korsfæstede og opstandne Kristus er enden på loven, der fører til retfærdighed, for enhver som tror. Han har udholdt et frygteligt bevis på at syndens løn er døden, og har således åbnet vejen til frelse for de allerværste syndere, de laveste og usleste blandt mennesker.
Læser! Har du nogensinde følt at Kristi blod var dyrebart? Har du været overbevist om synd og overbevist om retfærdighed? Har du nogensinde følt Gud hellige retfærdighed i at kræve sådan et offer, og Hans hellige kærlighed i at fremskaffe det, idet han ikke sparede Sin egen enbårne Søn? Har du nogensinde følt nødvendigheden af, at blod blev udgydt og stænket på din sjæl, før du kunne få tilgivelse? Det er blodet og det blod alene, som giver forsoning for sjælen. Det var dette Kristi blod, set ved tro gennem symbolerne i den ceremonielle lov, David søgte i den 51. Salme, da han i sin skylds bitterhed råbte: "Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne" (Salme 51:9). Har syndens ubærlige byrde nogensinde fæstnet dit øje på det blod, hvorfra tilgivelse og lettelse alene kan komme?
Eller tager du stadig let på din sjæls tilstand?
Fortæller din samvittighed dig, at det ikke ville gøre nogen væsentlig forskel for dig, hvis du skulle få at vide at der nu ikke længere var nogen adgang for dig til Nådestolen? Kære læser, tænk på hvad du gør. Er synd indbildning? Er Guds vrede tom fantasi? Hvis det var sager, der intet betød, hvis de var så små sager, som du nu anser dem for, ville Gud så have givet Sin enbårne Søn, sådan at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes men have evigt liv?
Du nægter ikke, at du er en synder - af naturen "død i overtrædelser og synder", et vredens barn, ligesom de andre. (Ef. 2. 1, 3) Hvordan kan du så forvente at blive frelst? Er du ikke ligeglad med den store og eneste frelse? Hvordan skal du undslippe? (Heb 2:3) Den, der bryder Mose Lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens Ånd? (Heb 10:28-29).
Blodet var altid på Nådestolen.
Det var der, nat og dag, sommer og vinter, år efter år. Det er Jesus også. Han er aldrig uvillig til at modtage en synder som kommer. Spørger du, hvem det er, der er velkomne? Han svarer, " Den er kommer" (Joh.6:37) Enhver synder, af enhver slags og type. Stor som lille, ung som gammel, er velkommen. Nikodemus kom til Jesus om natten - og han var velkommen. Kvinden, som frygtede at blive set, da hun rørte Ham - og blev helbredt. Alle toldere og syndere kom nær til Ham - og Han stod i midten. " Den, der kommer," sagde Han, " vil jeg aldrig vise bort."
Og hvem skal komme? Alle som ikke vil fortabes for evigt. For, " der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved." Ingen anden nådestol, ingen anden barmhjertighedens trone, ingen anden nøgle til at åbne Døren, ingen anden vej ind i Det Allerhelligste, intet andet forsvar som Advokaten vil bruge ved det store retsmøde, intet anden forsoning rakt frem af Gud, ingen anden nådessnor kastet ud, i løbet af hele den store endeløse evighed.
Ved Jesus blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som Han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i Ham en stor præst over Gud hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand." ( Heb. 10:19-22). Søg Herren mens Han findes. " Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld. (Es.1:18)
Og læser, der er intet andet tidspunkt end "Nu."
* Før i tiden anvendtes udtrykket "nådestolen" om sonedækket på Pagtens Ark.
