LINK
Den Hellige Ånds frugt skal vi ikke forveksle med de åndelige gaver. Den frugt er generelt vort normale kristne liv det sker automatisk.
I Galaterbrevet 5:22-23 står der, ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” Helligåndens frugt er et resultat af Helligåndens tilstedeværelse i den kristnes liv. Bibelen gør det klart, at alle modtager Helligånden i det øjeblik han eller hun tror på Jesus Kristus (Romerne 8:9; 1. Korinther 12:13; Efeserne 1:13-14). Når Helligånden kommer ind i den kristnes liv, er en af hans vigtigste opgaver at forandre det liv. Det er Helligåndens opgave at forvandle os efter Kristi billede, og få os til at ligne ham mere.
Helligåndens frugt står i direkte kontrast til den syndige naturs gerninger, som står nævnt i Galaterbrevet 5:19-21, ”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.” Dette skriftsted beskriver til en vis grad alle mennesker, når de ikke kender Kristus, og derfor ikke er under Helligåndens indflydelse. Vores syndige kød skaber nogle bestemte slags frugter som reflekterer vores natur, og Helligånden skaber en bestemt slags frugt som reflekterer sin natur.
Kristenlivet er en kamp imellem det syndige kød og den nye natur, som vi har fået i Kristus (2. Korinther 5:17). Som faldne væsener er vi stadig fanget i en krop, som ønsker syndige ting (Romerne 7:14-25). Som kristne har vi den Hellige Ånd som skaber sin frugt i os, og vi har Helligåndens kraft til rådighed til at overvinde den syndige naturs gerninger (2. Korinther 5:17; Filipperne 4:13). En kristen vil aldrig være fuldstændigt sejrende når det handler om at fremvise Helligåndens frugt. Det er dog ét af kristenlivets vigtigste formål, at Helligånden gradvist får lov til at skabe mere og mere af sin frugt i vores liv – og at tillade Helligånden i at sejre over det modsatte, syndige begær. Gud ønsker at vise Åndens frugt i vores liv, og dette er muligt med Helligåndens hjælp!
Når ordet ”udslukke” bliver brugt i Skriften, så taler det om at undertrykke ild. Når den troende løfter troens skjold, som en del af Guds fulde rustning (Efeserne 6:16), så udslukker han Satans brændende pile. Kristus beskriver helvede som et sted, hvor ilden vil være ”uudslukkelig” (Markus 9:44, 46, 48). På samme måde er Helligånden en ild som bor i den enkelte troende. Han ønsker at komme til udtryk igennem vores handlinger og holdninger. Når troende ikke tillader at Helligånden viser sig igennem deres handlinger, og vi gør det, som vi ved er forkert, så undertrykker eller udslukker vi Ånden. Vi tillader ikke Ånden i at vise sig på den måde som han ønsker.
For at forstå hvad det betyder at bedrøve Ånden, må vi først forstå, at dette peger på at Ånden har en personlighed. Det er kun en person, som kan blive bedrøvet; derfor må Ånden være en guddommelig person, for at have denne følelse. Når vi først forstår dette, så kan vi bedre forstå hvordan han bliver bedrøvet, hovedsageligt fordi vi selv bliver bedrøvet. Efeserbrevet 4:30 fortæller os, at vi ikke bør bedrøve Helligånden. Vi bedrøver Ånden ved at leve som hedninger (4:17-19), ved at lyve (4:25), ved at blive vred (4:26-27), når vi bander (4:29), når vi er bitre (4:31), ved at være utilgivende (4:32), og igennem seksuel umoralitet (5:3-5). At bedrøve Ånden er det samme som at handle på en syndig måde, uanset om det kun er i sine tanker, eller både i tanker og handling.
At udslukke og bedrøve Ånden har lignende virkninger. Begge er hindringer for at have en god livsstil. Begge sker når en troende synder mod Gud, og følger hans eller hendes egne, jordiske begær. Den eneste vej vi bør følge, er den vej, som leder den troende nærmere til Gud og til renhed, og længere væk fra verden og fra synd. Ligesom vi ikke bryder os om at blive bedrøvet, og ligesom vi ikke søger efter at udslukke det, som er godt – bør vi heller ikke bedrøve eller udslukke Helligånden, ved at nægte at følge hans retledning.
