LINK
Vi modtager Den Hellige ånd når vi fødes af Gud på ny. Nøjagtig som Herren Jesus iger det i Johanneses ev 3
Det har ikke noget at gøre med gaverne som nogle får og andre ikke. Vi fik Den Hellige Ånd da vi kom til tro på Jesus.
Apostlen Paulus lærer os klart, at vi modtager Helligånden i det øjeblik, vi tager imod Jesus Kristus som vores frelser. I 1. Korinther 12:13 står der, ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.” I Romerne 8:9 står der, at hvis et menneske ikke har Helligånden, så hører det menneske ikke til Jesus Kristus: ”Men i er ikke i kødet, i er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til.” Og i Efeserne 1:13-14 opdager vi, at Helligånden er seglet på frelse for alle dem, som tror: ”I ham blev også i, da i hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også i, da i kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningens dag kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed.”
Disse tre skriftpassager gør det klart, at man modtager Helligånden i det øjeblik, man bliver frelst. Paulus kunne ikke sige, at vi alle blev døbt med én ånd, og blev givet én ånd at drikke, hvis ikke alle af de korinthiske troende havde Helligånden. I Romerne 8:9 står det i et endnu stærkere sprog, at hvis et menneske ikke har Helligånden, så hører det ikke til Kristus. Derfor er besiddelsen af Helligånden et livsvigtigt kendetegn på, at man er frelst. Og Helligånden kunne heller ikke være beseglingen på frelse (Efeserne 1:13-14), hvis han ikke modtages i det øjeblik, man frelses. Mange skriftsteder gør det aldeles klart, at vores frelse er sikret i det øjeblik, vi tager imod Jesus Kristus som vores frelser.
Dette spørgsmål er kontroversielt, fordi der ofte er forvirring omkring Helligåndens opgaver. Modtagelsen/ indgydelsen af Ånden sker i det øjeblik, man frelses. Åndens fylde er noget, der sker progressivt i den kristnes liv. Selvom vi står fast på, at Helligåndens dåb sker i det øjeblik, en troende kommer til tro, så er det ikke alle kristne der har denne overbevisning. Dette gør nogle gange, at Helligåndens dåb forvirres med at ”modtage Ånden” som en handling der sker efter frelsen.
Hvordan modtager vi så Helligånden? Vi modtager Helligånden, ved ganske enkelt at tage imod Herren Jesus Kristus som vores frelser (Johannes 3:5-16). Hvornår modtager vi Helligånden? Helligånden bliver vores permanente eje i det øjeblik, vi tror.
Er tungetalen så et bevis på man har Den Hellige Ånd?
Der nævnes tre eksempler i Apostlenes Gerninger, hvor tungetale følger med modtagelsen af Helligånden – Apostlenes Gerninger 2:4, 10:44-46, og 19:6. Men disse tre eksempler er de eneste, der nævnes i bibelen, hvor tungetale er et bevis på at have modtaget Helligånden. Igennem hele Apostlenes Gerninger kommer tusinder af mennesker til tro på Jesus, og der nævnes ikke noget om, at de taler i tunger (ApG 2:41, 8:5-25, 16.31-34, 21:20). Der er ikke noget sted i ny testamente, som underviser i at modtagelsen af tungetale er det eneste bevis på at have modtaget Helligånden. Faktisk lærer det nye testamente det stik modsatte. Vi hører, at hver eneste som tror på Kristus har Helligånden (Romerne 8:9; 1. Korinther 12:13; Efeserne 1:13-14), men at ikke alle taler i tunger (1. Korinther 12:29-31).
Så hvorfor var tungetale beviset på at have modtaget Helligånden i de tre skriftsteder i Apostlenes Gerninger?
Apostlenes Gerninger 2 taler om, at apostlene blev døbt med Helligånden og modtog kraft fra ham til at forkynde evangeliet. Apostlene fik evnen til at tale på andre sprog (tungemål) så de kunne dele sandheden med folk på deres egne sprog. Apostlenes Gerninger 10 fortæller om, at Peter blev sendt til at dele evangeliet med ikke-jødiske folk. Da Peter og de første kristne var jøder, havde de svært ved at tage imod hedninger (ikke-jøder) i deres egen kirke. Gud gav hedningerne evnen til at tale i tunger, så de kunne vise at de havde modtaget den samme Helligånd som apostlene (ApG 10:47, 11:17).
Apostlenes Gerninger 10:44-47 beskriver dette: ”Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: ’Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro. Og Gud, som kender hjerterne, har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os. Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen. Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære? Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de’” (ApG 15:7-11).
Tungetale bliver på intet tidspunkt præsenteret som noget alle kristne burde forvente, når de modtager Jesus Kristus som deres frelser, og derfor bliver døbt medHelligånden.
Ud af alle de omvendelsesberetninger bibelen nævner i det nye testamente, er der faktisk kun to, som handler om at tale i tunger i den kontekst. Tungetale er en mirakuløs gave, som har et bestemt formål på en specifik tid. Den var ikke, og har aldrig været, det eneste bevis på at modtage Helligånden.
Desværre findes mange misforståelser af, hvem Helligånden er. Nogle tror, at Helligånden er en slags mystisk kraft. Andre tror, at Helligånden er den ikke-personlige kraft, som Gud stiller til rådighed, når man følger Jesus Kristus. Men hvad står der i bibelen om Helligåndens person? Bibelen fortæller os meget enkelt, at Helligånden er Gud. Den fortæller os også, at Helligånden er en guddommelig person, som har tanker, følelser og vilje.
Vi kan læse i mange skriftsteder, at Helligånden er Gud, f.eks. i Apostlenes Gerninger 5:3-4. I dette vers konfronterer Peter en mand der hedder Ananias, om hvorfor han har løjet for Helligånden, og siger, ”det er ikke mennesker, men Gud, du har løjet for.” Dette er en klar konstatering, at det at lyve for Helligånden, er at lyve for Gud. Vi ved at Helligånden er Gud, fordi han har Guds personegenskaber. I Salme 139:7-8 hører vi om hans allestedsnærværelse, ”Hvor skulle jeg søge hen for din ånd? Hvor skulle jeg søge hen for dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.” Og i 2. Korinther 2:10-11 ser vi, at Helligånden også er alvidende. ”Det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtaget menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds Ånd, hvad der bor i Gud”.
Vi kan med sikkerhed vide at Helligånden er personlighedens Ånd som er i Gud og Herren Jesus, fordi han har et sind, følelser og en vilje. Helligånden tænker og ved (1. Korinther 2:10). Han kan blive bedrøvet (Efeserne 4:30). Han går i forbøn for os (Romerne 8:26-27). Han træffer beslutninger ifølge sin vilje (1. Korinther 12:7-11). Helligånden er Gud, og som Gud fungerer Helligånden som den Trøster og Hjælper, som Jesus gav løfte om (Johannes 14:16, 26, 15:26).
og der tales om en dåb i Den Hellige Ånd, er det mon lige som den fysiks dåb eller?
Man kan betegne Helligåndens dåb, som det værk Helligånden gør, når han sammenkobler den troende med Kristus, og med andre troende i Kristi legeme, som sker når en person bliver frelst. 1. Korinther 12:12-13 er det centrale sted i bibelen angående dåben i Helligånden: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (1. Korinther 12:13). Selvom Romerne 6:1-4 ikke direkte nævner Guds Ånd, så beskriver det dog den troendes stilling ind for Gud med ord, der ligner skriftpassagen i 1. Korintherbrev: ”Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? Eller ved i ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”
De følgende fakta er nødvendige, og hjælper med at stadfæste vores forståelse af dåben i Helligånden: 1. Korinther 12:13 slår klart fast, at alle er blevet døbt, og alle er blevet givet den samme ånd at drikke (den iboende ånd). Som det andet, så får den troende ikke på noget tidspunkt i skriften besked på at blive døbt med, i eller af Ånden, eller på nogen måde at søge Helligåndens dåb. Dette indikerer, at alle troende allerede har haft denne oplevelse. Som noget tredje, så synes Efeserne 4:5 at henvise til en åndsdåb. Her er Åndens dåb virkeligheden for enhver troende, ligesom ”en tro” og ”en Fader” er det.
Vi kan altså konkludere, at Åndens dåb gør to ting, 1) den sammenføjer Kristi legeme, og 2) den gør vores korsfæstelse med Kristus til virkelighed. At være i hans legeme, betyder for os, at vi også opstår med ham til et helt nyt liv (romerne 6:4). Derefter må vi bruge vores åndelige nådegaver, så Kristi legeme opretholdes og fungerer ordentligt, som vi kan læse i den sammenhæng, vi finder i 1. Korinther 12:13. At opleve den ene Ånds dåb, gør, at menigheden har den enighed, som vi læser om i Efeserne 4:5. Ved at være forbundet til Kristus igennem hans død, begravelse og opstandelse, ved Helligåndens dåb, er der dermed lagt grundlag for vores adskillelse fra den iboende synd, og for vores nye vandring i livet (Romerne 6:1-10; Kolossenserne 2:12).
