Søg i denne blog

Translate

DEN LOV SOM BLEV SAT UD AF KRAT

 


LINK

Læs altid hele det afsnit, som verset refererer til. Vi ønsker ikke at plukke Bibelens ord fra hinanden.


Gælder Guds lov stadig?


Hvad skal vi så stille op med bibelteksten i Efeserbrevet 2,15? Her står der om Kristus, at han »satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således skabe fred«. Det synes ikke umiddelbart at stemme overens med Romerbrevet 3,31. Man kan jo ikke både sætte loven ud af kraft og samtidig gøre den gældende.


Forklaringen er ganske enkel: Bibelen taler om to forskellige love. Den ene blev sat ud af kraft, da Jesus døde på korset. Det var ceremoniloven med dens forbilleder og regler om ofringer. Disse forordninger havde ikke længere nogen funktion, for de pegede frem mod Jesus, det sande offerlam. Da Jesus døde på korset, flængedes forhænget i det jødiske tempel »fra øverst til nederst« (Matt 27,51). Det markerede, at ceremoniloven havde fuldført sin opgave og ikke længere gjaldt.


Den anden lov er moralloven. Den står ved magt til alle tider. De ti bud er grundloven for alt, der er sandt og ret.


Denne forståelse kommer til udtryk i mange kristne retninger og menigheder. John Wesley, en af metodismens største skikkelser, skrev blandt andet:


»Kristus tog ikke moralloven bort, som udgøres af de ti bud. Denne lov har været til fra verdens begyndelse, og enhver del af den må bestå til alle tider og for alle mennesker.«


Catherine Booth, en af Frelsens Hærs store ledere, skrev:


»Der synes at råde en forfærdelig misforståelse af det, apostlen har skrevet om loven. Når du læser noget om loven, så undersøg altid, hvilken lov der menes: enten den store morallov, som altid har været og aldrig kan ophæves, eller ceremoniloven, som tydeligt ophørte med Kristus.«


Jesus siger, at de, der er født af Ånden, følger Helligånden. Paulus skriver, at loven består, og at vi, som er født på ny, har fået den skrevet i vores hjerter. Samtidig understreger han, at vi ikke selv kan opfylde loven. Vi kan ikke holde buddene i egen kraft. Men gennem Jesus og Helligånden i os lever vi efter loven.


Fordi Jesus lever i os, kan vi leve retfærdigt. Vi ser ikke loven og vores gerninger som en vej til frelse eller som en måde at sikre, at vores navne bliver stående i Livets Bog. Vi lever i kærlighed, ikke efter lovens bogstav.


De ti bud bør blive en naturlig del af os, så vi lever efter dem uden hele tiden at skulle anstrenge os og passe på ikke at bryde dem.


Loven er god, når den bruges rigtigt. De ti bud kan være et spejl, vi holder op foran os selv, så vi kan undersøge, om vi lever i Jesus Kristus. Men loven – heller ikke de ti bud – er ikke en vej til frelse. Vejen er troen på Guds nåde. Uden troen og livet med Jesus gennem Helligånden kan vi ikke stå imod de fristelser og prøvelser, vi møder på livets vej.


Gælder loven så slet ikke længere?


Hvordan skal vi så finde ud af, hvordan vi skal leve som kristne?


Loven gælder stadig. Behovet for Guds ti bud er ikke blevet mindre. Jesus forudsagde en tid, hvor Guds lov ville blive tilsidesat, og standarden sænket:


»Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste« (Matt 24,12).


Det er især kærligheden til sandheden, der bliver koldere. Nidkærheden for retfærdigheden, som vi kendte fra tidligere tider, svækkes. Jesus er vejen, sandheden og livet. Men mange menneskers kærlighed til Guds ord bliver i stigende grad til foredrag og fortællinger om noget historisk, der engang var.


Jesus talte om de sidste tider – om vores egen tid. Man behøver ikke se langt omkring for at få øje på, hvordan hans forudsigelse rammer. Når de moralske normer sænkes, og man giver køb på Guds hellige lov, følger ødelagte forhold, ulykkelige menneskeskæbner, svigtede børn, mangel på respekt og en hård og ukærlig omgangstone.


Gud skrev selv de ti bud på stentavler for at markere deres evige gyldighed og vise sin omsorg for mennesket:


»Herren sagde til Moses: ‘Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem’« (2 Mos 24,12).


»Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger« (2 Mos 31,18).


Disse bud er så vigtige, at Gud selv kom ned til jorden, talte til folket med tordenstemme og skrev dem ned med sin egen finger.


Derfor kunne Jesus også sige med eftertryk:


»Men himmel og jord skal snarere forgå end en eneste tøddel af loven falde væk« (Luk 16,17).


Jesus var selv en forkæmper for Guds ti bud. Da han henviste til buddet »Ær din far og mor!«, irettesatte han farisæerne og de skriftkloge med ordene:


»I har sat Guds lov ud af kraft af hensyn til jeres overlevering« (Matt 15,6).


Til den rige unge mand sagde han: »Vil du gå ind til livet, så hold budene!« (Matt 19,17). Derefter begyndte han at nævne de ti bud. Om sig selv sagde han:


»Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde« (Matt 5,17).


Så forklarede han, hvad det vil sige at holde Guds lov i dens dybeste betydning.


Efter opstandelsen henviste Paulus til Guds lovs fortsatte gyldighed:


»Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende« (Rom 3,31).


Hvordan kan vi holde de ti bud?


»Til frihed har Kristus frigjort os« (Gal 5,1). Jesus skal ikke til at sætte os fri; han har allerede sat os fri gennem sin død på korset og sin opstandelse fra de døde. Tror du på det, min ven, så er du fri.


Derfor skal vi stå fast på den frihed, vi har i Kristus Jesus, og ikke lade nogen tage den fra os. Skriften siger: »Lad jer ikke igen binde i slaveriet!«


Hvis du forsøger at holde Guds lov i egen kraft, risikerer du at blive slave af loven. Du kan ikke retfærdiggøre dig selv ved at forsøge at overholde lovens bogstav. Gør du det, bliver du bundet af lovens krav og ender i en selvretfærdighed, der ikke sætter dig fri.


Men når du følger Jesus, vil du opdage, at du ikke behøver at anstrenge dig for at holde buddene. Det sker naturligt, fordi Jesus gennem Helligånden lever i dig.


»Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, men har sin glæde ved Herrens lov« (Sl 1,1-2)